På det her tidspunkt havde vi været på Sardinien i over et halvt år og besøgt hovedbyen Cagliari masser af gange.
Men det var første gang, vi tog ud til dette smukke, lidt skjulte udsigtspunkt.
Herfra kunne vi se store dele af byen, den lille marina, den kilometerlange strand Poetto og bjergene i baggrunden, mens bølgerne slog ind mod klipperne under os.
Vi var helt alene derude. Vinden gjorde det lidt koldt. Solen gik ned og himlen skiftede langsomt farve fra hvid til lyserød til orange til blå.
Der bor flamingoer i lagunerne, som vi hilste på, da vi kom ned igen.
Alt i alt var det måske ikke det vildeste eller mest spektakulære, vi oplevede på Sardinien. Langt fra, faktisk.
Alligevel skiller aftenen sig ud for mig som noget særligt.
Her er et par billeder 🥰
