Hvad der før var science-fiction, er blevet til virkelighed.
Forestil dig selv at kunne vælge, om du vil have en baby med blå eller brune øjne. Om dit barn skal være ekstra klogt, musikalsk – eller begge dele?
Med den banebrydende genteknologi CRISPR kan vi i dag elegant ændre i gener med en præcision, der tidligere har været umulig.
De første CRISPR-babyer er her endda allerede – årtier før nogen troede, det ville ske.
Men genændringerne virkede ikke helt efter hensigten…
Der er så mange problematikker og etiske dilemmaer. Og vi skal selvfølgelig snakke om det hele.
Hvis vi kan slippe af med genetiske sygdomme, stopper vi så dér?
Er CRISPR det næste skridt i menneskets udvikling – eller bliver det det sidste?
Transkription
Velkommen til Udforsk med Alex. Jeg hedder Alexander Kinnunen.
I dag skal det handle om vores evolution. For første gang i historien, har mennesket nemlig fået magt over den.
Konsekvenserne kan blive fatale. Eller fantastiske.
Lad os dykke ned i det!
Intro til episoden
CRISPR.
Clustered Regularly Interspaced Short Palindromic Repeats.
Det er noget af en mundfuld. Men CRISPR er også ved at ændre evolutionen for altid.
Hvad der før var science-fiction, er blevet til virkelighed.
For med CRISPR kan vi i dag elegant ændre i gener med en præcision, der tidligere har været umulig.
Vi kan nu klippe og klistre i gener i alle jordens levende organismer billigt, hurtigt og nemt.
Det kan næsten ikke overdrives, hvor vildt dét egentlig er. Potentialet er enormt.
CRISPR giver nogle helt utrolige muligheder for at kurere sygdomme i mennesker. Der er jeg meget optimistisk.
Men teknikken har også åbnet Pandoras æske for en næsten uoverskuelig række af problematikker og etiske dilemmaer.
Og det er netop nogle af dem, vi også skal udforske i dag.
For hvordan ser vores fremtid ud med CRISPR?
Hvis vi kan slippe af med genetiske sygdomme, stopper vi så dér?
Er vi på vej mod en skrækkelig dystopi, et paradis – eller måske begge dele?
Er CRISPR det næste skridt i menneskets udvikling – eller bliver det det sidste?
CRISPR intro (evolution)
I milliarder af år har det været Darwins evolutionsteori, der har styret hvordan livet på jorden har udviklet sig.
Gennem uendelige genetiske variationer er forskellige organismer blevet udviklet ud fra deres evner til at overleve og reproducere sig selv.
Den samme proces har vi mennesker været underlagt.
Første gang vi tog kontrol over vores genetiske skæbne var for 10.000-15.000 år siden, hvor mennesker mere konsekvent begyndte at vælge de variationer af forskellige planter og dyr, som passede dem bedst.
Ulve, der kunne tæmmes og passe på flokken. Æbler, der smagte sødere. Og så videre.
Selektiv avl – eller kunstig selektion – kaldes det også.
I dag betyder det, at bananer ikke længere er fyldt med store, hårde kerner, og at hunde kan ligne alt fra små aliens til store nuttede bjørne.
I Charles Darwins bog “On The Origin of Species” (Arternes oprindelse på dansk) fra 1859, beskriver han kunstig selektion og domesticeringen af blandt andet hunde.
Det var det her argument om kunstig selektion, altså at man kan parre dyr eller planter for at fremhæve eller nedtone forskellige egenskaber, han så brugte til at forklare sin teori om naturlig selektion – populært opsummeret som “survival of the fittest” eller “overlevelsen af de bedst tilpassede” på dansk.
Det er i bund og grund evolutionsteorien, også kendt som Darwins udviklingsteori.
Uanset om der har været tale om naturlig eller kunstig selektion, så har den her udvælgelses”teknik” altid været meget tilfældig.
Så selvom vi over lang tid har kunne forme naturen omkring os og lavet sjove hunde og stærkere afgrøder, har vi langt fra haft fuld kontrol over den.
…Indtil nu.
Ændringen hedder CRISPR.
Som vi skal udforske i dag, er det en teknik – et værktøj – der gør det muligt at ændre på DNA’et inde i levende celler.
Det lyder måske umiddelbart lidt kedeligt. Og for virkelig at forstå videnskaben bag skal man være mere end almindeligt skarp til biologi…
Men, selv om det handler om videnskab og biologi, skal man ikke være noget geni for, forhåbentligvis i slutningen af episoden, at forstå, at CRISPR har potentialet til at ændre alt.
Og at vi allerede er i gang.
Vi mennesker har, for første gang i historien, fået mulighed for at tage kontrollen over vores – og alle andres evolution – tilbage fra naturen og tilfældighederne.
Inden vi kommer til designerbabyer, skal vi lige have en kort biologitime. Og så skal vi nok snakke om fremtiden for supermennesker. Hold godt fast.
Hvad er CRISPR?
CRISPR er som sagt et akronym for Clustered Regularly Interspaced Short Palindromic Repeats.
Bare rolig, det behøver man ikke at huske. CRISPR er fint.
Faktisk snakker jeg her specifikt om CRISPR-Cas9, men… Lad os bare prøve at holde os til CRISPR.
Den letteste måde at forklare hvad CRISPR er, er ved at sige, at det er et værktøj.
Et værktøj som forskere kan bruge til at ændre i vores gener eller endda selve vores arvemasse.
Hvad er gener og hvad er arvemasse?
Vores arvemasse kaldes også for vores arvemateriale, eller vores genom.
Og arvemassen består af alle generne i en organisme.
Som Wikipedia så flot siger det: “Et gen er en biologisk enhed for information kodet i DNA”[1].
En lettere måde at sige det på er, at DNA er det sprog, som vores gener står skrevet i.
Hvilken øjefarve vi har, hvor høje vi er, hvilke arvelige sygdomme vi kan få… Alt sammen står i vores gener.
Og dem kan CRISPR ændre.
Hvordan det?
CRISPR bliver også kaldt for en genetisk schweizerkniv, eller en gensaks.
Det fungerer kort fortalt ved, at man bruger et Cas9-protein sammen med et stykke guide RNA. RNA’et fortæller så proteinet hvor det skal hen, og hvilket gen det skal ændre.
Og klip, så er genet ændret.
CRISPR før i forhold til nu
CRISPR er ikke det første værktøj, der kan ændre på gener. Tidligere tog det bare meget lang tid, det var meget dyrt, og det var ikke særlig præcist.
CRISPR er omvendt både billigt, hurtigt og let at bruge. Faktisk så let, at selv amatørforskere i princippet kan arbejde med det i hjemmelavede laboratorier.
Og så er CRISPR meget præcist.
Faktisk så præcist, at det er blevet sammenlignet med at have GPS i stedet for bare et kort – eller at man i stedet for at skulle omskrive en hel bog nu med CRISPR kan bruge en slags “søg og erstat”-funktion, enkelt rette en stavefejl, og trykke gem.
Det har aldrig før været muligt.
Og der er masser af stavefejl i os mennesker, som det potentielt kan give mening at rette i.
For at stavefejlsanalogien giver mening, er det værd at forstå, at vores DNA er opbygget af fire molekyler, der forkortes med deres forbogstaver A, T, G og C.
I vores DNA er der ca. 6 milliarder af de her bogstaver – eller 3 milliarder basepar, som det hedder.
Ved arvelige sygdomme som f.eks. blodlidelsen seglcelleanæmi, er problemet for eksempel, at der en fejl på bare ét af de her bogstaver.
I det 17. bogstav i et gen kendt som beta-globin, er et A ved en fejl blevet ændret til et T.
Forskere har i et stykke tid kunne aflæse de her koder. Men det er først nu, at de har lært at ændre i dem. De har længe kunne læse, men nu har de også lært at skrive.
Og CRISPR-Cas9 er kun begyndelsen.
Udviklingen går utrolig hurtigt, og nye versatile, stærkere værktøjer bliver hele tiden udviklet.
Hvor kommer CRISPR fra?
Som mange andre utrolige teknologier blev CRISPR opdaget ved et tilfælde gennem grundforskning – af forskerne Emmanuelle Charpentier og Jennifer Doudna[2]…
De var nysgerige på, hvordan bakterier bekæmper virusinfektioner og troede, at de ved at undersøge immunforsvaret for Streptokokker-bakterien måske kunne udvikle en ny form for antibiotika. Det ville jo være smart.
I stedet opdagede de i år 2012 CRISPR-Cas9. En molekylær saks, der kunne ændre i selve kildekoden til livet.
I 2011 var Jennifer Doudna med på et møde holdt af det amerikanske samfund for mikrobiologi i San Juan, Puerto Rico[3].
Lydklip (“Jennifer Doudna and Sid Mukherjee in Conversation”):
“It was a meeting I almost didn’t go to because it was a meeting for microbiologists, which is certainly not me, and I was busy and I was teaching here at Berkeley and I was juggling all the usual things that we juggle.”
“I almost cancelled it, but then I decided to go, and it’s good that I did because that’s where I met Emmanuelle Charpentier.”
Franske Emmanuelle Charpentier arbejdede som mikrobiolog på Umeås universitet i det nordlige Sverige. Hun spurge Jennifer Doudna, om hun kunne hjælpe hende med at finde ud af, hvordan Cas9 (et CRISPR-associeret protein) mon virkede?
Det så nemlig ud til at lede efter specifikke DNA-sekvenser i virusser og skære dem i stykker som et mikroskopisk multiværktøj.
Selv flere år senere kan Jennifer Doudna huske mødet.
De gik rundt på brostenene i den gamle del af byen San Juan. Da Emmanuelle Charpentier stillede hende spørgsmålet, rejste nakkehårene sig.
Lydklip: “It was a project that really brought together expertise from her lab as a microbiologist and my lab as a biochemist, and I do remember feeling a real sense of the hairs on my neck standing up because I could sense that there was something very exciting about this project.
In some ways, the rest of it kind of flows from that.“
Nobelprisen
Følelsen viste sig at være rigtig. For i 2020 fik Emmanuelle Charpentier og Jennifer Doudna tildelt nobelprisen i kemi for deres banebrydende forskning.
Om det faktum at nobelprisen blev givet til to kvinder, udtalte Jennifer Doudna, at hun ser frem til den dag, at dét ikke er bemærkelsesværdigt[4]. Sådan.
En nobelpris havde Jennifer Doudna ikke ligefrem regnet med, da hun voksede op på Hawaiis Big Island. Selvom de tre sidste bogstaver i hendes efternavn faktisk er D-N-A.
Jennifer Doudnas far underviste i litteratur på universitet, og hun elskede selv matematik og kemi. Men hun havde ingen forskere i sit liv. Og slet ingen kvindelige forskere[5].
Alligevel kom hun mange år senere ind på Harvard, hvor hun fik en phD i Biologisk kemi og molekylær farmakologi.
I dag er Jennifer Doudna – udover at være blevet nobelprismodtager i den unge alder af 56 år – professor på Berkeley i USA og det nok mest kendte og anerkendte ansigt indenfor CRISPR-verdenen.
Doudnas bog
I sin bog “A Crack in Creation: Gene Editing and the Unthinkable Power to Control Evolution” fortæller Jennifer Doudna om, hvordan hun da CRISPR begyndte at komme på alles læber blev nødt til – i starten meget modvilligt – at bevæge sig udenfor de trygge petriskåle i sit laboratorie og ud i verden for at diskutere, hvordan det her kraftfulde nye værktøj bedst kan bruges – og hvordan det ikke skal bruges.
Hun skriver, meget sympatisk, at eftersom den videnskabelige udvikling påvirker hele menneskeheden, var det vigtigt at få så mange sektorer i samfundet med som muligt.
Så hun inviterede ikke kun forskere og bioetikere med i diskussionerne, men også et bredt udvalg af stakeholdere inklusiv samfundsforskere, bureaukratiske beslutningstagere, trosledere, politikere og civile.
Og så mente hun, at samtalen skulle begynde med det samme – inden ny brug af teknologien ville gøre det for svært at holde udviklingen tilbage.
Som hun storslået afslutter prologen i sin bog: “En global diskussion om genændringer er allerede begyndt; en historisk debat om intet mindre end fremtiden for vores verden.”
Somatiske celler vs embryoner
Desværre gik der ikke lang tid inden netop ny brug af teknologien gjorde det svært at holde udviklingen tilbage.
Det kommer vi til lige straks.
Først skal vi bare forstå, at der overordnet er to måder at bruge CRISPR på.
Den første er at bruge CRISPR på somatiske celler; det vil sige stort set alle de celler i kroppen, der ikke er kønsceller.
Ændringer på somatiske celler betyder, at ligegyldigt hvilke ændringer man laver, så forbliver de ændringer hos personen, man har lavet dem på.
De er altså personlige og bliver ikke nedarvet, hvis personen bliver forælder.
Alternativt kan man bruge CRISPR på selve det menneskelige genom. Det kaldes for kimlinjemodifikationer.
Hvis man ændrer på kvindens æg, mandens sæd eller på embryoner, altså befrugtede æg, ja, så ændrer man ikke bare én person.
For ændringerne nedarves og overføres til næste generation. Og næste generation. I al uendelighed.
Det er langt mere kontroversielt end ændringer i somatiske celler.
Når først man har lavet de her kimlinjemodifkationer, kan man ikke bare trykke CTRL-Z.
Ændringerne bliver en permanent del af den menneskelige arvemasse. I starten kun hos meget få – men hvad med om 100 år? Eller 500 år?
Lydklip: “Det der er lidt sjovt, pudsigt, vildt at tænke med CRISPR, er at man kan tage to forældre, og så kan man tage et æg fra moren og man kan tage en sædcelle fra faren og sætte de to sammen. Man kan i princippet, når man har teknologien helt oppe at køre ift. at lave denne her editering, så vil man kunne indføre ændringer i det her foster, som ingen af forældrene har. Og det vil sige, at der ikke er nogen af dem, der leverer noget. Man kan så ligesom tage noget ned fra hylden og sige… Ingen af os har den funktion som man ved vil være god for muskelstyrke eller intelligens. Og så vil man faktisk der kunne sige “nu tilbyder vi den til vores kommende barn, fordi ingen af os har den der superfede variant der har en betydning for intelligens…”
– Jacob Giehm Mikkelsen, ca. 30 min. inde i https://youtu.be/S0-5UEQaytM
Første brug af CRISPR på menneskeembryoner
Få år efter opdagelsen af CRISPR, blev det første store tabu brudt.
Stamcelleforskeren Junjiu Huang (Djun-chu Huen) fra Guangzhou (Gwang·zow) i Kina var i 2015 den første til at bruge CRISPR på menneske-embryoner[6].
Lydklip: https://www.cbsnews.com/news/designer-baby-controversy-scientists-edit-genome-of-human-embryo/ (CBS)
Indtil da havde forskere kun arbejdet på dyr og planter.
Nu var det altså mennesker.
Embryonerne han havde arbejdet på var embryoner, han havde fået fra IVF-klinikker, der ikke skulle bruge dem.
IVF står for “in vitro fertilization”.
Det er en af de mest almindelige former for assisteret reproduktion – eller kunstig befrugtning, som det også kaldes.
Ved IVF foregår selve befrugtningen udenfor kroppen – modsat insemination.
Kort efter Junjiu Huang [Djun-chu Huen] forsøgte at fikse en genfejl, som giver en blodsygdom, blev embryonerne ødelagt.
Men det var sket.
CRISPR var blevet brugt på menneskelige celler.
Af en ukendt kinesisk forsker.
Junjiu Huangs forskning blev hurtigt kritiseret og kaldt komplet umoden.
Den blev ikke accepteret i vestlige videnskabelige tidsskrifter på baggrund af simpelthen at være for dårlig videnskab – og fordi de etiske regler på området ikke var blevet fulgt.
Et af problemerne ved hans forskning var, at CRISPR-ændringerne ikke kun ændrede lige præcis der, hvor det var meningen. Ændringerne skabte også nye, og potentielt farlige mutationer – såkaldte “off targets”.
Og nogle gange fik embryonerne en blanding af rigtige og forkerte celler – en genetisk mosaik.
Det rod vil man meget gerne undgå.
Forskningen var simpelthen ikke klar endnu.
Reaktioner
Alligevel blev den udgivet i en mindre publikation fra Beijing, og i Kina blev forsøget kaldt for en sensationel kontrovers.
Det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature var en af dem, der havde afvist at publicere Junjiu Huangs forskning.
De udgav en leder med den meget konkrete titel “Don’t edit the human germline”[7] – eller “Lad være med at ændre i den menneskelige kimlinje”.
Her advarede de mod at bruge genændrende værktøjer på menneskeembryoner med den nuværende teknologi.
Det er både farligt og etisk uacceptabelt, skrev de, og det kan have uforudsigelige konsekvenser for fremtidige generationer.
Da Junjiu Huang blev spurgt et par år senere, om han ville putte CRISPR i menneskeembryoner igen, hvis han kunne gå tilbage i tiden, svarede han, at citat “Ja, han ville gøre det igen. Udviklingen indenfor videnskab og teknologi er uundgåelig.”
Lulu og Nana
Forskerverdenen burde have været forberedt på det.
Med Junjiu Huangs (Djun-chu Huen) embryoner var de allerede blevet chokerede og forfærdede én gang.
Men det blev meget værre.
For i november 2018 skete der det, der ikke måtte ske.
Den kinesiske biofysiker He Jiankui annoncerede, at han havde brugt CRISPR til at ændre genomerne i embryonerne på Lulu og Nana; et endnu ufødt tvillinge-babypar.
Altså: Han havde lavet permanente ændringer i pigernes DNA, som de vil føre videre, hvis de selv får børn en dag.
Verdens første CRISPR-babyer var født. Årtier før nogen reelt regnede med det.
Stedet var Shenzhen (Shen·jen) i det sydlige Kina.
Her arbejdede He Jiankui på et universitet med at hjælpe mennesker med HIV-relaterede fertilitetsproblemer, særligt med HIV-positive fædre og HIV-negative mødre.
Lulu og Nanas far Mark var HIV-positiv, og planen var, at He Jiankui ville gøre babyerne immune overfor HIV ved at slå et særligt gen fra med navnet CCR5. Normalt laver det et protein, der fungerer som en portal for AIDS-virusen, så det kan komme ind i cellerne.
Tvillingepigerne kom til verden i oktober 2018; umiddelbart sunde og raske.
Men genændringen havde ikke virket, som den skulle…
En af pigerne bar stadig på en funktionel kopi af CCR5-genet sammen med en slukket version.
Det kaldes for en genetisk mosaik, som jeg nævnte tidligere, og det betyder, at der i cellerne er forskellige kromosomsæt.
Lulu og Nana var derfor ikke begge blevet immune overfor HIV.
Pigerne har det heldigvis begge godt i dag[8], så vidt man ved, men deres rigtige identiteter er stadig ikke kendt af offentligheden.
Publiceringen
He Jiankuis projekt havde været hemmeligt indtil det anerkendte magasin MIT Technology Review fandt information om eksperimentet i forsøgsregisteret for kliniske forsøg i Kina.
Den 25. november 2018 publicerede de historien under titlen “Eksklusivt: Kinesiske forskere skaber CRISPR-babyer”[9].
Det ledte til, at He Jiankui nærmest øjeblikkeligt lagde flere Youtube-videoer ud, hvor han fortalte om Lulu og Nana[10].
Lydklip: https://www.youtube.com/watch?v=th0vnOmFltc
Få dage senere, den 28. november, skulle He Jiankui fortælle om Lulu og Nana til det andet internationale topmøde om ændringer af det menneskelige genom i Hong Kong.
Eller, faktisk var det slet ikke meningen, at han skulle tale om Lulu og Nana. Originalt var han blevet inviteret til at snakke om noget af sit tidligere arbejde.
Aftenen inden mødtes He Jiankui privat med Jennifer Doudna, altså hende der var med til at opdage CRISPR, for at høre, om hun synes, det var OK at undgå at nævne Lulu og Nana.
Jennifer Doudna var chokeret. Selvfølgelig skulle han fortælle om Lulu og Nana.
I et interview genkaldte hun sig episoden ved at sige at ”Hans opførsel var en underlig kombination af hybris og naivitet. Han var meget selvsikker omkring sit arbejde og forstod ikke helt, hvilken eksplosion han havde forårsaget.”[11]
Topmødet
Dagen efter skulle He Jiankui præsentere, og stemningen i rummet til topmødet, der var fyldt med mere end 500 forskere og andre repræsentanter for videnskabelige og medicinske institutioner[12], var oprørt.
Måske ikke FCK mod Brøndby-oprørt, men… Inden He Jiankui fik ordet, mindede præsentøren tilskuerne om, at de ikke måtte afbryde ham. Han skulle have mulighed for at forklare, hvad han havde gjort.
Jeg har ikke været til mange videnskabelige internationale topmøder… Faktisk ikke nogen… Men dét forestiller jeg mig alligevel er ret sjældent.
Lydklip: https://www.youtube.com/watch?v=tLZufCrjrN0
He Jiankui træder akavet ind i spotlyset på scenen og begynder sin præsentation med at undskylde for, at nyheden om tvillingenes fødsel var blevet lækket, inden han kunne præsentere sin forskning i et peer-reviewed videnskabeligt tidsskrift.
Han kører sin præsentation igennem meget hurtigt; så hurtigt, at det først er senere, at det virkelig går op for forskerne, hvor mangelfuld He Jiankuis research er.
Kathy Niakan, en biolog fra Francis Crick-instituttet i London, kunne mærke at noget var galt. Hun udtalte: “Jeg kan huske at jeg kiggede på kromatogrammet. Jeg kan huske, at jeg ikke så, hvad han hævdede, der var sket. Noget så forkert ud.” Citat slut.
Et kromatogram viser forekomsten af forskellige DNA-sekvenser.
Det skulle jeg selv Google. Og det så åbenbart forkert ud.
Efter He Jiankuis præsentation fulgte en spørgsmal og svar-runde, hvor der blev rejst en masse indvendinger mod hans arbejde.
He Jiankui svarer så godt han kan, men har tydeligvis ikke tænkt over mange af de spørgsmål, han bliver stillet.
Senere begrunder han mere eller mindre sine valg med den klassiske, virkelig problematiske forklaring “hvis ikke det var mig, ville det bare være en anden”[13].
Uansvarligt
Efter topmødet kom der en erklæring fra kommiteen. Her blev He Jiankuis arbejde erklæret uansvarligt. Proceduren havde ikke været i overenstemmelse med internationale normer.
Manglerne omfattede en utilstrækkelig medicinsk indikation, en dårligt designet studieprotokol, manglende overholdelse af etiske standarder for beskyttelse af forskningsdeltagernes velfærd og manglende gennemsigtighed i udviklingen samt gennemgangen og gennemførelsen af de kliniske procedurer[14].
Som et diss af He Jiankui virker det måske ikke så slemt.
“Uansvarligt”…
Pffft, det lyder jo ikke meget værre end at have kørt på cykel uden hjelm på.
Men i videnskabelige kredse var det noget nær en dødsdom.
He Jiankuis arbejde er også blandt andet blevet kaldt for en “historisk etisk fiasko – et dybt fejlbehæftet eksperiment”[15].
Jo mere information der kom frem om He Jiankuis eksperiment med Lulu og Nana, desto værre blev det.
Eksperimentets deltagere, Lulu og Nanas forældre Grace og Mark, var tydeligt blevet misinformeret om undersøgelsens formål og var blevet udsat for pres gennem at kunne modtage gratis IVF[16], der ellers er ret dyrt.
Hvis de ikke længere ville være en del af eksperimentet, skrev de under på, at de skulle betale alle omkostninger forbundet med projektet tilbage. Og hvis de ikke betalte inden for 10 dage, ville de få en yderligere bøde på næsten 100.000 kroner[17].
Det er et (af mange) alvorlige brud på princippet om frivillighed ved forskning, der involverer mennesker.
Og så var eksperimentet i det hele taget også mere eller mindre unødvendigt.
For Lulu og Nana eller deres mor Grace var aldrig reelt i fare for at blive smittet med HIV.
(Lydklip)
Deres fars sæd indeholdt rigtig nok viruseen, der kan forårsage AIDS, men den kan relativt nemt vaskes af sæden inden inseminationen – eller en læge kan injicere en enkelt sædcelle i et æg. Uanset hvad ville hverken moren eller pigerne blive smittede[18].
Der var altså ikke her tale om en genændring, der reddede tvillingepigerne fra en ellers uhelbredelig sygdom. Det var nærmere en slags genetisk forbedring – som endte med ikke at virke efter hensigten.
Som Kiran Musunuru, en af de førende eksperter inden for genredigering, har udtalt:
”Uanset hvad ville den første genredigerede baby være en foruroligende begivenhed. Det faktum, at det skete på denne måde med fejlbehæftede embryoner af forskere, der enten ikke var klar over problemet eller simpelthen ikke kunne have været mere ligeglade, gjorde det 100 gange værre.”
Hvad skete der med He Jiankui?
He Jiankuis ambitioner var ellers store.
Da han skulle beskrive eksperimentet til etikkommiteen, der godkendte det, lovede han, at projektet ville skille sig ud blandt den internationale hårde konkurrence med genredigeringsteknologier og sagde at “denne kreative forskning vil være mere signifikant end IVF-teknikken, der vandt Nobelprisen i 2010, og medføre begyndelsen af kuren mod utallige genetiske sygdomme.”
Det er bestemt muligt, at CRISPR bliver en del af kuren mod farlige, arvelige sygdomme. Men He Jiankui kommer ikke til at få æren for det. Han kommer heller aldrig i nærheden af en nobelpris.
Allerede dagen efter He Jiankuis præsentation til topmødet i Hong Kong suspenderede de kinesiske myndigheder al hans research med begrundelsen at det var mod kinesisk lov – og at det derudover var ekstremt afskyeligt. Det blev kaldt både chokerende og uacceptabelt.
I slutningen af december 2019 blev He Jiankui dømt til tre år i fængsel og fik en bøde på mere end to millioner kroner[19].
Dagen efter udtalte He Jiankui selv, at alt hvad han havde gjort var sikkert og etisk, og at han var stolt over, hvad han havde gjort.
Umiddelbart som den eneste…
For He Jiankuis eksperiment påvirker ikke kun Lulu og Nana. Det påvirker hele verdens syn på CRISPR.
“Det er dybt uheldigt, at den tilsyneladende første anvendelse af denne kraftfulde teknik […] er blevet udført så uansvarligt”, udtalte dr. Collins, direktør for det nationale sundhedsinstituet i Maryland, USA, efter He Jiankuis præsentation til topmødet. Han fortsætter:
“Uden internationalt fastsatte grænser for forskningen vil verden stå overfor en alvorlig risiko for en strøm af lignende uovervejede og uetiske projekter. Skulle de episke videnskabelige uheld fortsætte, vil en teknologi – [altså CRISPR] – med et enormt løfte om forebyggelse og behandling af sygdomme blive overskygget af en berettiget offentlig skandale, frygt og afsky.”[20]
Rasmus O. Bak, der er lektor i biomedicin på Aarhus Universitet og forsker i CRISPR-teknologi, stemmer i med at sige, at citat: “Det ville være ubærligt, hvis CRISPR bliver stigmatiseret i offentligheden og får et dystert ry som noget skidt. Genteknologien har fantastiske perspektiver til at kurere en lang række forfærdelige sygdomme, der på alle måder befinder sig inden for den etiske grænse, He Jiankui har krydset.”
Denis Rebrikov
Etiske grænser er vel lidt som landegrænser.
Man kan bruge nok så lang tid på at lave fine kort og tegne grænserne ind, men med mindre alle er enige om dem, ja, så er deres værdi på nogle måder begrænset.
Og så er de, når man kigger tilbage gennem historien, langt fra permanente.
Der vil nok altid være nogen, der ser på grænser som noget, der skal brydes. Uanset om det “tager land” væk fra andre.
Og i tilfældet med CRISPR handler det ikke kun om tilgangen til ressurcer – selvom det helt sikkert også er en del af det politiske magtspil bag scenen.
Det handler om menneskets fremtid.
Den russiske biolog Denis Rebrikov er en af de forskere, der er med til at presse grænserne.
Denis Rebrikov er leder for genomredigeringslaboratoriet på en af Ruslands største fertilitetsklinikker, og så er han forsker på Russian National Research Medical University i Moskva.
Han arbejder intenst med CRISPR, og er meget interesseret i at kurere døvhed i fostre, der har to døve forældre.
Og så er han ligesom He Jiankui interesseret i genet CCR5, der kan gøre folk immune overfor HIV, hvis det bliver slået fra.
I hans egne ord er han “skør nok” til at blive den næste He Jiankui.
Han har dog tilføjet, at han kun vil gennemføre arbejdet, hvis han er sikker på procedurens sikkerhed.
Meget betryggende…
En af Denis Rebrikovs medforskere, Svetlana Borinskaya, har om hans udtalelser om at være skør nok – på engelsk “crazy enough” – sagt, at det har været en misforstået oversættelse.
Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men ifølge hende var det han mente nærmere, at han var skør nok til at gå gennem alle de bureaukratiske processer, der skal til for at få lov til at gennemføre arbejdet.
Hun siger også, at hun føler citat: ”at der måske bare er lidt stereotyper på spil her. Åh, de her russiske videnskabsmænd krammer bjørne og redigerer embryoner – sandsynligvis sammen med bjørnene”[21]…
Med det sagt, så har Denis Rebrikov selv udtalt tilbage i juli 2019, at hvis han fik grønt lys af de russiske sundhedsministerium, var han klar til at implantere embryoner allerede i morgen.
Reaktioner
Ikke overraskende er forskerverdenen mindre end imponeret over Denis Rebrikovs udtalelser om at bruge CRISPR på kommende babyer – uanset om det handler om døvhed, HIV eller noget tredje.
En af de forskere er Jennifer Doudna. Hvis man beskæftiger sig med CRISPR, er hun ikke til at komme udenom.
Hun er ikke overrasket over Denis Rebrikovs planer, men hun mener, at de både er skuffende og foruroligende[22].
Høretab er ikke nogen dødelig sygdom, og der findes meget teknologi, der kan hjælpe døve mennesker.
Så om hans døvhedsprojekt siger hun, at det er “hensynsløst opportunistisk, klart uetisk og skader troværdigheden af en teknologi, der er beregnet til at hjælpe, ikke skade.”[23]
En stor forskel på He Jiankui og Denis Rebrikov er dog det faktum, at He Jiankui mere eller mindre arbejdede i hemmelighed, mens Denis Rebrikov gerne vil kommunikere og samarbejde med internationale forskere og beslutningstagere.
Det er jo altid noget.
Men man kan alligevel godt blive lidt nervøs over nogle af hans udtalelser.
Om hvorvidt forskere burde begrænse og sænke farten på deres arbejde på menneskeembryoner, indtil der er fastlagt bedre internationale frameworks for det, svarer han bare tilbage med spørgsmålet “hvornår har du set en forsker, der er villig til at sænke farten?”
Og om det er for tidligt at lave de her CRISPR-eksperimenter inden WHO godkender det, citerer han Lenin ved at sige at “I går var for tidligt, i morgen vil det være for sent”.
Denis Rebrikov kan virke provokerende. Men man må også på et eller andet plan sætte pris på hans ærlighed.
For han siger nok det, som mange andre er bange for at sige. Nemlig at nu hvor katten er ude af sækken, ja, så kan man ikke putte den tilbage.
Og forskere vil blive ved med at gøre, hvad de gør bedst: nemlig at blive bedre og bedre til videnskab.
Bedre videnskab vil give stærkere og mere præcise værktøjer, og de værktøjer vil givetvis komme med mere magt.
Hvordan teknologi kan – og må – blive brugt, er i sidste ende ikke op til de forskere, der opfinder den.
Det er op til de regeringer, der har tilgang til den på stor skala.
Jeg vil ikke komme meget mere ind på geopolitik her. Men er man interesseret i emnet, er der masser af spændende læsning og analyser at give sig i kast med.
CRISPR i fremtiden
CRISPR er stadig langt fra et perfekt værktøj.
Teoretisk set fungerer det strålende, og det har allerede vist sig utrolig værdifuldt i meget forskning.
Men spørger man størstedelen af forskere, er teknologien slet ikke moden nok til at indfri sit fulde potentiale.
Udviklingen går dog utrolig hurtigt, og farten på fremskridt indenfor feltet peger klart mod en fremtid, hvor CRISPR og genmodificeringer er ligeså normale som andre vilde innovationer som for eksempel internettet og computere er for os i dag.
Så: Hvordan kommer verden til at se ud?
Jeg synes, at man kan dele fremtidsscenarierne op i to overordnede kategorier.
Det første handler om, hvad der sker, hvis CRISPR ikke kommer til at virke efter hensigten.
Og det andet handler om, hvis det gør.
Hvad hvis CRISPR ikke virker?
Hvad hvis CRISPR ikke virker?
CRISPR virker. Det er der ikke så meget tvivl om. Men selvom vi nu har mulighed for at ændre i vores arvemasse betyder det ikke, at vi ved nok til rent faktisk at gøre det.
Umiddelbart simple ting som f.eks. vores højde og øjenfarve bliver styret af mange gener. Mere abstrakte begreber som intelligens og kreativitet bliver styret af maaange flere. Tusindvis, potentielt[24].
Det viser sig gang på gang, at vores biologi er nærmest uendeligt kompleks.
Det har trods alt også taget et par år for Moder Jord at udvikle os fra at være encellede organismer til at være moderne mennesker. Cirka 3,5 milliarder år, faktisk[25].
Så selvom det menneskelige genom endelig i starten af 00’erne systematisk blev kortlagt af Human Genome Project, har vi stadig langt fra styr på præcis hvilken funktion alle gener har i samspil med hinanden i alle unikke individer.
Som jeg håber er blevet gjort tydeligt indtil videre, er det dog ikke i sig selv grund nok til at folk lader være med alligevel at prøve.
Og det er det skræmmescenarie vi står i lige nu: At CRISPR bliver brugt til at kurere døvhed, HIV eller hvad forskerne nu ellers kaster sig over…
Men at ændringerne ikke begrænser sig 100% til de dele af DNA’et, som forskerne har forsøgt at ramme.
Off-targets, altså uintenderede, tilfældige ændringer i DNA’et, er en reel risiko ved CRISPR, som endnu er svær at sikre sig helt imod.
Som jeg snakkede om tidligere, kan bare én enkelt ændring være forskellen på at have normale røde blodlegemer og at have sygdommen seglcelleanæmi.
Hvem ved – måske virker en behandling umiddelbart på én ting, men viser sig mange år senere også at have påvirket noget andet.
Måske tror vi, at vi én gang for alle har fået udryddet en arvelig sygdom.
Det er fantastisk og generation efter generation arver de her nye, modificerede gener.
Og så viser det sig, at det har haft en eller anden helt forfærdelig virkning, der gør alle til zombier, når planeterne står på en helt særlig måde.
…
Ja, der kan skrives mange dystopier om fejlslåede CRISPR-eksperimenter og alle mulige mystiske mutationer.
I romanen “CRISPR: Apocalypse” beskriver forfatteren Wolfgang Hunter for eksempel en verden i fremtiden, hvor en meget stor del af befolkningen er blevet CRISPR-forædlede til at se bedre ud, blive klogere og så videre.
Flere år for sent går det bare op for dem, at CRISPR har gjort dem ude af stand til at få børn.
Det er meget usandsynligt, at der ville være så slemme bivirkninger ved CRISPR-behandlinger, at alle når at udvikle særlige symptomer, inden bivirkningerne bliver kendte og behandlingerne stoppes.
Men det kan alligevel ikke afvises, at CRISPR kan blive brugt til at lave kimlinjemodifikationer – som på Lulu og Nana – uden at vi helt forstår alle konsekvenserne.
Og det er skræmmende.
Hvad hvis CRISPR virker godt?
Personligt synes jeg dog, at det er mere skræmmende – og hvis vi er tålmodige nok måske også mere realistisk – at CRISPR fungerer præcis lige så godt, som forskerne siger. Eller endnu bedre.
Videnskabsverdenen bliver hele tiden klogere og klogere på menneskets byggesten – vores gener – og selvom vi i dag synes, at årsag- og virkningsammenhængende virker helt utroligt komplekse, er det ikke helt urealistisk, at vi i fremtiden; om 5, 50 eller 150 år, kan modificere mennesker stort set, som vi har lyst til.
Hvis det er tilfældet, er listen over potentielt uhyggelige fremtidsscenarier måske endnu længere, end hvis CRISPR ikke virker…
Det første emne, der kommer på tale i denne her sammenhæng er tit eugenik.
Eugenik
Jeg citerer Wikipedia igen: “Eugenik er en ideologi, der anser det som et politisk anliggende at kontrollere fordelingen af arvemateriale i befolkningen. Eugenik kaldes også arvehygiejne eller racehygiejne”[26].
Selve ordet betyder egentlig bare “gode gener”, men eugenikkens historie er grum og lå for eksempel i starten af det tyvende århundrede til grund for lovgivning, der tvangssteriliserede eller afholdt mennesker med såkaldte “uønskede arvetræk” fra at gifte sig og få børn.
Det kunne blandt andet være udviklingshæmmede personer. Og netop tvangssterilisering af mennesker med uønskede arvetræk var Danmark uheldigvis rigtig skrappe til i midten af 1900-tallet.
Lydklip: (Gymnasiepiger besøger pigehjemmet på Sprogø)
Hvor eugenikken i andre vestlige lande på det tidspunkt mest byggede på konservative og racistiske argumenter, var den danske eugenik nærmere begrundet af planen for en sund velfærdsstat.
Der blev simpelthen sagt, at for at staten ikke skulle bruge alt for mange penge på de svageste, måtte man sikre, at såkaldt forsorgskrævende personer blev holdt i skak[27].
Som Jesper Vaczy Kragh siger i artiklen “Da Danmark var verdensmestre i sterilisering og det hvide snit”[28], diskuterede man i 1950’erne og 1960’erne direkte, hvorvidt man skulle slå de åndsvage ihjel.
Citat “Man skulle ellers tro, at man havde lært af erfaringer syd for grænsen under krigen”.
Nazityskland
Lydklip: https://www.youtube.com/watch?v=0WL5vFRBS9M
Og netop nazityskland er desværre alt for nærliggende at kigge på, når snakken falder på arvehygiejne.
Den nazistiske ideologi handlede i høj grad om at “forædle” det tyske folk.
Måden at gøre det på var enten ved at sterilisere, kastrere eller helt enkelt dræbe de uønskede mennesker; det vil sige jøder, romaer, farvede, handicappede, homoseksuelle og andre som ikke, ifølge nazisterne, “beskyttede det tyske blod og den tyske ære”.
Downs syndrom
Og hvad har det med CRISPR at gøre?
Jo, forestil dig en fremtid, hvor CRISPR virker så godt, at man enkelt kan scanne kommende fostre for forskellige genetiske træk – og ændre dem.
Det kunne lige så vel være spørgsmål om hudfarve som om arvelige eller genetiske sygdomme.
Forestil dig så, at du som kommende forælder får at vide, at dit kommende barn står til at lide af noget særlig dårligt eller farligt. Det vil du vel gerne undgå, ikke?
Den fremtid er ikke så langt væk, som man måske kunne tro.
For sådan er det for eksempel med Downs syndrom i dag.
Lydklip: https://www.youtube.com/watch?v=a9Q1w8qQlPU (Morten Deleuran)
Som der står på sundhed.dk: “Der tilbydes fosterdiagnostik, som med meget stor sikkerhed kan påvise Downs syndrom tidligt i graviditeten, så der er mulighed for at vælge abort.”[29]
Jeg er sikker på, at lægerne ikke direkte må opfordre til abort.
Alligevel blev der i 2019 kun født 18 børn i Danmark med Downs syndrom – det laveste antal nogensinde[30].
Kun 7 af dem fortsatte graviditeten efter Downs var blevet diagnosticeret. De 11 andre havde enten ikke fået testen eller fået en falsk negativ.
Danmark var faktisk i 2004 det første land i verden, der tilbød at screene for Downs syndrom inden fødslen uafhængigt af morens alder eller andre risikofaktorer[31].
Nina og Arne
Da det danske par par Nina og Arne ventede deres kommende søn August, fik de at vide, at barnet i Ninas mave havde en ualmindeligt høj risiko for Downs syndrom.
Selvom hun blev tilbudt undersøgelser, der kunne fortælle dem med større sikkerhed, om barnet havde Downs syndrom, takkede hun nej.
For selv hvis det skulle vise sig, at barnet i Ninas mave havde Downs, vidste hun, at hun ikke havde tænkt sig at afslutte graviditeten.
På den allersidste dag, hvor hun lovligt, med dispensation, kunne få foretaget en abort, forsøgte en fødselslæge at, efter hendes ord, overtale hende til at få foretaget en af prøverne – selv om hun flere gange havde sagt, at hun ikke ønskede det.
Som faren, Arne, sagde: “Det er ikke op til os at beslutte, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Det er ikke meningen, at mennesker skal sætte sig i Guds sted og dømme over liv og død. Det tror vi i hvert fald ikke på.”
Selv om nogle få danskere vælger at gennemføre graviditeter med stor sandsynlighed for Downs syndrom, vælger mere end 95% abort.
Overlægen for ultralydklinikken på Hvidovre hospital Finn Stener Jørgensen siger, at de blot forsøger at sikre sig, at forældrene ved, hvad de siger nej til, hvis de fravælger de yderligere undersøgelser for Downs – og at dét måske for nogle patienter kan opfattes som et pres.
I den sammenhæng er det værd at pege på, at danskernes tillid til særligt sygeplejersker og læger er ekstremt høj – og at det kan betyde, at kvinderne netop på grund af den store tillid vælger at tage imod tilbud som nakkefoldsscanning.
Lydklip: (“Død over Downs”)
“Hvis det er et valg, så vil man vælge det sunde, naturligvis.”
Birgit Kirkebæk er tidligere lektor i specialpædagogik og forsker i dansk handicaphistorie. I Berlingske-artiklen “Det store fravalg” fra 2014[32], siger hun, at vi danskere er meget hurtige til at tage ny forskning til os – og så at handle på den.
I forhold til det faktum, at Danmark har rekord i at abortere fostre med Downs syndrom, siger hun citat: “De fleste korser sig jo, når man sammenligner nutidens fosterundersøgelser med 1930’ernes tanker om racehygiejne, men i forhold til dengang er vi jo gået meget længere ud ad planken i dag – i forhold til at vælge folk fra”.
Lydklip: “Fosterdiagnostik” (Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, 2011) https://youtu.be/gOgemGSH_3I
Spørgsmålet omkring Downs syndrom
Jeg synes, at spørgsmålet omkring Downs syndrom er vildt svært.
Jeg er klart tilhænger af muligheden for det frie valg.
Men jeg kan også sagtens forstå dem, der kalder screeningen for Downs syndrom “kanarien i kulminen” – altså en slags første alarm – for selektiv reproduktion.
Selvom det utvivlsomt er et anderledes, og på mange måder nok svært liv, kan man faktisk leve både relativt sundt og længe med Downs syndrom i dag.
Så det større spørgsmål er, hvor længe det frie valg egentlig er frit – og hvordan en fremtid, hvor vi kan scanne for meget mere end Downs, kan komme til at se ud?
Her er et vildt godt citat fra Birgit Kirkebæk igen, der kridter banen op:
“Der ligger et usagt samfundsmæssigt pres på kommende forældre, forstået på den måde, at man ikke kan være sikker på at få en samfundsmæssig forståelse og bistand, hvis man vælger at få et handicappet barn eller fravælger fosterundersøgelser. Hvis vi på en eller anden måde signalerer, at mennesker, der har et handicap, nok ikke rigtig er noget værd eller ikke er rigtige mennesker som os andre, så skrider menneskesynet, og så er der jo netop ingen grænser for, hvad vi vil være klar til at vælge fra”
“Det store spørgsmål i det her er, hvor sætter vi grænsen? Hvornår er der tale om alvorlig lidelse, hvor barnet vil dø kort tid efter fødslen, og hvornår er der tale om noget, hvor man ikke absolut kan sige, at der er tale om alvorlig lidelse. Hvor lidt eller hvor meget skal der til, før vi tænker, at det er helt forfærdeligt og synd for barnet. Det er måske mere synd for barnet ikke at få livet. Det, der bekymrer mig, er, at grænserne hele tiden flyttes, og at der er en vis automatik i det – at kan du, så gør du det også. Jeg er ikke modstander af abort, men jeg er bekymret for, at vi så ureflekteret kører ud ad en videnskabsvej, der ser ud til at være uden ende.”[33]
David og seglcelleanæmi
I den fremragende dokumentar om CRISPR, “Human Nature”, som kan ses på Netflix, interviewes teenageren David, der har blodsygdommen seglcelleanæmi.
Det betyder – ud over at han skal på hospitalet for at få udskiftet sit blod hver 4. til 6. uge – at han nogle gange lider af ret vilde akutte smerter.
Det stopper ham dog ikke fra at spille basketball. Som han siger i filmen:
Lydklip: “…Or then I can have something really bad. But I’m not just gonna stop playing basketball. You can’t just not play basketball”.
Han er i det hele taget en sand solstråle, og det rørte mig dybt, da han bliver spurgt, hvad han synes om, at man måske en dag kan bruge CRISPR til at fjerne seglcelleanæmi fra kommende fostre…
For her gik jeg helt uvidende og på en måde arrogant klart ud fra, at han ville synes, at det ville være super smart.
Men helt vanvittigt klogt og alt for modent for et så ungt menneske svarer David, at han synes, at den beslutning skal være op til personen selv. Og at han personligt ikke ville vælge sygdommen fra, hvis han kunne.
(Lydklip fra filmen)
Jeg ved ikke med dig, men det synes jeg giver et helt nyt perspektiv på teknologier som CRISPR.
Vi kan have nok så mange tanker og idéer om noget som samfund.
Men i den proces kan vi have en tendens til at glemme individet.
Båndet mellem forælder og barn er betingelsesløs kærlighed.
Men så snart vi kan diagnosticere for det ene og det andet inden fødslen – og handle på det – er det ikke længere betingelsesløst.
Det er ikke svært at finde på andre eksempler på ting, som vi måske kan screene for – og fravælge – i fremtiden.
Så hvad med albinoer, eller endda rødhårede, der har statistisk større sandsynlighed for at få modermærkekræft?[34]
Det lyder jo umiddelbart absurd. Og der er helt klart flere forskelle end ligheder mellem Downs syndrom, seglcelleanæmi og hud, der ikke tåler skarp sol.
Men… Hvem bestemmer, hvor grænsen går mellem hvad der er rigtigt og forkert? Mellem hvad der er sundt og normalt – og hvad der ikke er?
Gattaca
Filmen Gattaca – hvis titel henviser direkte til DNA’ets fire nukleobaser G, A, T og C – foregår i vores nære fremtid, og handler om en verden, hvor næsten alle børn bliver til gennem et genetisk selektionsprogram, der udelukkende giver dem deres forældres absolut bedste egenskaber.
(Lydklip fra Gattaca):
“You have specified hazel eyes, dark hair and fair skin. I have taken the liberty of eradicating any potentially prejudicial conditions: premature baldness, myopia, alcoholism and addictive susceptibility, propensity for violence and obesity—”
“We didn’t want—I mean, diseases, yes.”
“Right, we were wondering if it’s good to leave a few things to chance.”
“You want to give your child the best possible start. Believe me, we have enough imperfection built-in already. Your child doesn’t need any additional burdens. And keep in mind, this child is still you, simply the best of you. You could conceive naturally a thousand times and never get such a result.”
Hovedpersonen Vincent, spillet af Ethan Hawke, kom til verden gennem god, gammeldags kærlighed i stedet for den moderne metode – og er på grund af sine (overraskende) ringe egenskaber i samfundets øjne kun egnet til at vaske toiletter.
Lydklip: “It is illegal to discriminate. “Genoism”, it’s called. But no one takes the law seriously.”
Alle forældre vil gerne give deres barn den bedste start på livet og de bedste vilkår for et langt, sundt liv.
Så hvorfor er tanken om det perfekte barn så både så attraktiv – og samtidigt uhyggelig?
Som forældrene spørger om ved fødselskonsulationen i Gattaca: “Ville det ikke være godt at lade nogle ting være op til tilfældighederne?”
Der vil nok altid være tilfældigheder involveret i at skabe et menneske. I hvert fald i meget lang tid fremover.
Men jo bedre værktøjer som CRISPR bliver, og jo mere vi lærer om vores egne gener, desto færre tilfældigheder vil der være.
Da Gattaca fik premiere i 1997, var det meste filmen viste slet ikke videnskabeligt muligt. Men det er det i dag.
I den endelige version af Gattaca slutter fødselskonsultationsscenen efter lægen har sagt til forældrene, at “de kunne få 1.000 børn naturligt og aldrig få et lige så godt resultat.”
Men i en slettet scene fortsætter samtalen.
Lægen siger til forældrene: “Jeg kan kun arbejde med det råmateriale, jeg har tilgængeligt. Men for lidt ekstra kunne jeg også prøve at indsætte ekstra gensekvenser associeret med forbedrede matematiske og musikalske egenskaber.”
Hvordan han ville gøre det, siger han ikke.
CRISPR ville være et godt bud.
Jeg tror, at scenen blev slettet fordi det simpelthen lød for urealistisk. Én ting er at fjerne dårlige egenskaber. Men ligefrem at forbedre nogen?
Som vi kommer til om lidt, er det i dag dog ikke ligeså science-fiction agtigt, som det nok fremstod i 1997.
Forældrene har ikke råd til forbedringerne, og scenen fortsætter:
(Lydklip fra Gattaca)
Denne her del af scenen var nok den virkeligt kontroversielle del.
IVF – som er teknikken lægen henviser til, havde allerede fundets i næsten 20 år på det her tidspunkt.
Så uligt stort set resten af filmen var den del faktisk ikke science fiction.
Alligevel må det at lægen virker til at lege gud på denne her måde have været for meget for nogle publikummer.
Selv den dag i dag er IVF ikke universelt accepteret[35].
Men teknikken bliver mere og mere populær – og i mange tilfælde også nødvendig.
IVF
IVF står som sagt for in vitro fertilization, altså i-glas-befrugtning – eller reagensglasbefrugtning[36].
I dag er det sådan, at man i Danmark gratis kan få fertilitetshjælp – og i sidste ende potentielt IVF, altså assisteret reproduktion – hvis man ikke er for gammel og ellers ikke kan få børn.
Og det er der desværre mange, der ikke kan.
I Danmark er det næsten hver femte borger, der oplever enten periodemæssig eller vedvarende infertilitet i løbet af deres liv.
For kvinder handler det tit om, at de er ældre og ældre, før de forsøger at få børn. Og for mænd handler det mest om sædkvaliteten[37].
I 2020 var det cirka hvert tiende danske barn, der kom til verden med assisteret reproduktion[38].
Og på verdensplan er der født mere end 9 millioner børn gennem IVF[39], siden man begyndte at bruge teknikken i slutningen af 1970’erne.
Kort fortalt foregår IVF ved, at man blander kvindens ægceller og mandens sædceller udenfor kroppen i en laboratorieskål, hvilket, når cellerne begynder at dele sig, danner et embryon[40].
For det meste laver man faktisk flere embryoner og vælger så det bedst egnede til at sætte op i kvindens livmoder, hvor det så kan vokse og blive til en baby.
Og det er lige præcis her man kan sige, at vi allerede nu udøver en form for selektiv reproduktion.
Udvælgelsen handler godt nok ikke så meget om, hvilke egenskaber barnet kommer til at have, men nærmere om chancen for en succesfuld graviditet.
Men det er faktisk allerede nu muligt at teste for forskellige genetiske sygdomme ved embryon-stadiet.
PGT og fordeling
Det hedder PGT (pre-implantations genetisk test) og i Danmark tilbydes det til par, der har en kendt, alvorlig, arvelig sygdom, som der er fare for, at de kan give videre.
I andre lande med mindre inkluderende sundhedssystemer er dét ikke en mulighed, som alle får tilbudt.
Og med en stigende andel af børn, der kommer til verden gennem assisteret reproduktion, er det oplagt at tænke på hvordan tilgangen til for eksempel PGT – og senere hen CRISPR – kan skabe større kløfter mellem rige og fattige.
I USA gør et billede sig tydeligt, når man snakker om Downs syndrom og aborter. For langt flere bliver testet og får aborter i rigere områder.
Som Laura Hercher, der er genetisk rådgiver, siger: “Det vil være helt forskelligt i Alabama sammenlignet med Manhattens Upper East Side.”
Hvis kun de rige har råd til at screene for særlige genetiske sygdomme, så kan de sygdomme blive tegn på tilhørelsesforhold til sociale klasser.
Laura Hercher er i den sammenhæng nervøs for en fremtid, hvor der kan opstå en
empatikløft i verden hvor dem, der er rigest simpelthen bliver isoleret fra sygdom og handicap.
Indtil videre er det primært farlige, arvelige sygdomme, som der kan blive testet for i forbindelse med assisteret reproduktion.
Men forskerne bliver hele tiden klogere.
Én af de ting, man længe har kunne ved IVF er at se, hvilket køn barnet vil blive.
Kønsselektering og choice over chance
Det bliver kaldt kønsselektering, og er forbudt i Danmark, med mindre det handler om at undgå kønsbundne, alvorlige, arvelige sygdomme.
Men sådan er det ikke alle steder.
I USA er det for eksempel lovligt selv at vælge kønnet på sit kommende barn, hvis man går gennem en IVF-behandling. Det er lidt vildt at tænke på, synes jeg. Men det er kun starten.
Firmaet “Genomic Prediction” har nemlig taget udvælgelsen et skridt videre.
Ved at have trænet kunstig intelligens i at finde sammenhængene mellem genotyper og fænotyper, det vil sige individers genetiske indretning og deres egenskaber, har de kunne bygge testværktøjet LifeView.
De har kaldt sig selv for et slags “23andMe for embryoner”.
Ved at analysere embryonernes DNA, kan de lave forudsigelser om, hvilke gener der fører til hvad.
Genomic Prediction markedsfører konceptet med sloganet “choice over chance” – altså valg over tilfældighed.
Lydklip: “Dr. Nathan Treff – Our Mission at Genomic Prediction”
“Our primary mission at Genomic Prediction is to give parents … Well informed decisions during the process of IVF.”
Udover at teste for forskellige kromosomfejl og monogene sygdomme som cystisk fibrose og Huntingtons, tester de også for såkaldte polygene lidelser.
Og det er her det bliver en smule mere …Omstridt.
Polygene lidelser dækker for eksempel over embryonernes sandsynligheder for at udvikle type 1 og type 2 diabetes, brystkræft, testikelkræft, modermærkekræft, hjertekarsygdomme og skizofreni.
Det lyder måske ikke så crazy.
Men hvad med at scanne efter højde… Og intelligens?
I starten markedsførte Genomic Prediction sig ved netop også at scanne efter det.
De sagde i hvert fald, at de kunne forudsige, hvilke embryoner der kunne være i risikozonen for at være intellektuelt hæmmede eller ualmindeligt lave.
Men det scanner de ikke længere efter.
Som de selv siger: “Firmaet skal ikke være alt for langt fremme i forhold til hvad samfundet er komfortabelt med.”[41]
Stephen Hsu er medgrundlægger af Genomic Prediction. Her er han i et klip fra dokumentarfilmen Human Nature:
Lydklip: “50 years from now, people may say like “I can’t believe there were like barbaric people in the early 21st century… They were having kids this crazy old-fashioned way. They were just like rolling the dice with their kids lives.
We got through IVF. We harvested the eggs. It’s not uncommon to produce multiple viable embryos. Which one do you choose? One possibility, is yeah we’ll just roll the dice. Another option would be, I run some fancy genetic tests…”
(…)
“In the future, let’s imagine that CRISPR gets really really good. Maybe you don’t need to produce lots of embryos. Maybe you just produce one but you can make whatever edits you want to it.”
(Human Nature)
Hvis der kom nogen til Stephen Hsu og spurgte, om han ville scanne for at give embryoner så høj IQ som muligt, siger han at han ikke er afvisende, hvis både folkestemningen og lovgivningen støtter det.
Det kunne eksempelvis være i Singapore, hvor 86% af de adspurgte i en undersøgelse sagde, at de ville være friske på at scanne efter højere intelligens ved IVF.
Her er det nok lige værd at nævne, at de her forskellige IVF-udvælgelsesteknikker rent faktisk ikke er så langt fremme, som dem der tjener penge på dem, kan få det til at lyde. Men de er hele tiden under udvikling
Fløjlseugenik
Rosemarie Garland-Thomson er professor på Emory-universitet i USA med fokus på handicapstudier. Hun kalder den her kommercialisering af reproduktion for “velvet eugenics” – fløjlseugenik.
Fløjl for den bløde, subtile måde, det tilskynder til udryddelse af handicap.
Ligesom fløjlsrevolutionen (den fredelige revolution i Tjekkoslovakiet, der førte til den kommunistiske regerings fald), hvorfra hun tager udtrykket, udføres det uden åbenlys vold.
Men det gør folk til produkter, siger hun.
Når man allerede betaler titusindevis af kroner for fertilitetsbehandling, vil man så ikke kun have det bedste for sin baby?[42]
Stephen Hsu er ikke helt uenig i, at selektiv reproduktion kan kaldes for eugenik.
Lydklip: ”Hvis jeg fortæller et par, at de er bærere af en sygdom, og at der er en ud af fire chance for, at deres barn vil dø en forfærdelig død, og så tillader dem at vælge det sunde embryon, er det så eugenik? Det er det vel. Men hvis jeg giver dem mulighed for at træffe et valg og ikke tvinger dem, synes jeg ikke, at der er noget etisk galt med det.”[43]
Hvor godt virker tests?
Her er det måske værd at stoppe op og spørge om, hvor godt de her genetiske tests overhovedet virker?
Mens man efterhånden kan teste ret præcist for farlige arvelige sygdomme, og selv mere komplekse sygdomme som type 1 diabetes, er der stadig lang vej til helt og holdent at kunne designe sin egen baby af denne her vej.
Først og fremmest er man begrænset af, hvor mange embryoner, der er.
Eftersom man typisk kun vælger mellem en lille håndfuld, er det begrænset, hvor store variationerne kan være.
Embryonerne kommer jo alle sammen fra de samme forældre.
Men slår man den her slags udvælgelse sammen med CRISPR, er mulighederne nærmest uendelige.
Så behøver man kun i princippet ét sundt embryon, som man så kan ændre efter sine ønsker.
Der er allerede nu publiceret flere studier, hvor forskere påviser at kunne forudsige både højde og farven på øjne og hår ud fra DNA med stor statistisk sikkerhed.
Studierne er generelt nærmere rettet mod at hjælpe med at opklare kriminalitet end selektiv reproduktion, men der er ikke langt fra dét til at testen kan blive en del af tilbuddet på en IVF-klinik.
For forskningen er der.
Og hvad vi ikke ved nu, ved videnskaben måske allerede i morgen.
Hvad kan det føre til?
Hvad kan denne her slags menneskeforædling føre til?
Jeg synes, at det er nærliggende at tænke på noget som forsikring.
Hvis en person statistisk set har en langt lavere risiko for eksempelvis at udvikle kræft, fungerer forsikring så typisk ikke sådan, at den person skal betale mindre i sundhedsforsikring end en person, der har en høj risiko?
I Danmark har vi en offentlig sygesikring, der umiddelbart, ja, sikrer mod sådan en skæv situation – modsat for eksempel USA.
Men… Lige præcis fordi vi alle sammen får og tager fra samme kasse i Danmark, kan det teoretisk set også betyde, at der vil være et samfundsmæssigt pres for at undgå genetiske sygdomme.
At udvise samfundssind, kunne det måske blive kaldt?
Hvad kan det ellers føre til?
Forestil dig, at dine genetiske informationer også indgår i andre sammenhænge.
Måske ikke så offentligt, at det står på dit sygesikringskort, men at du selv og diverse myndigheder kender til dine genetiske styrker og svagheder, eller i hvert fald kan rekvirere dem, hvis du giver tilladelse til det.
De fleste jobs spørger ikke ind til dine gener.
Men nogle gør. Især til høje stillinger indenfor vigtige erhverv.
Det er egentlig ulovligt for arbejdsgivere at gen-diskriminere folk. Men det bliver alligevel gjort hele tiden.
Man vil jo gerne være sikker på, at man har den bedste kandidat.
Hvis ikke du har de rigtige gener, så kan du ikke komme ind på de bedste uddannelser, og du kan heller ikke få de bedste job.
I en dystopisk version af det her, er det bare en ny slags racisme, der handler om at opdele folk i forskellige grupper og give dem forskellig social status.
En ny klasseopdeling.
Men det kunne lige så godt være, at det faktisk giver god logisk mening, at særlige jobs kræver særligt gode gener i forskellige sammenhænge.
Læger, der arbejder i natteskift på hospitaler, skal måske have gener, der gør dem i stand til at klare sig med mindre søvn.
Lærere skal være mere empatiske end gennemsnittet, piloter skal kunne reagere hurtigere og forskere indenfor kunstig intelligens skal selv være klogere.
Måske man stadig kan ansøge de her jobs, hvis man ikke har fået nogle genetiske forbedringer.
Men hvis man har, og lige sender dem med sammen med sit CV, ja, så springer man ligesom køen over og står forrest i rækken.
Eller hvad med dating?
Vil der kunne være dating-apps kun for folk med særlige, positive mutationer? Et billede er ikke nok. Nu står der også en gen-score ved siden af dit profilnavn. Det er selvfølgelig frivilligt. Men alle ved, at mænd der ikke har en offentlig og selvfølgelig høj score står uden en chance.
Det kunne også bare være, at man lige kunne tjekke op på potentielle partnere. Ville du så selv dele dit liv med nogen, hvis du vidste, at de i løbet af de næste 10 år ville udvikle en sygdom, der ville binde dem til en kørestol resten af livet? Eller udvikle uhelbredelig kræft?
Der er så mange muligheder med det her. Måske det aldrig bliver så slemt eller slår så meget igennem som i eksemplerne.
Men udviklingen går kun én vej, og jeg synes, at det er svært ikke at forestille sig, at vores gener kommer til at spille en endnu større rolle for os i fremtiden, end hvad de gør i dag.
Der findes dog allerede et sted, hvor vi kigger på gener, før vi kigger på mennesker.
Spermbanker
Vidste du, at Danmark er storeksportør, når det gælder sæd?
Danske Cryos er verdens største sædbank, som leverer donorsæd og -æg til mere end 100 lande. Og så har de det største antal registrerede graviditeter i verden[44].
Går man ind Cryos’ hjemmeside, er det ikke meget anderledes end at shoppe på Nemlig.com eller Zalando.
Her kan man vælge mellem etnicitet, hårfarve, øjenfarve, højde, vægt og blodtype på donorne, der også har skrevet hvilken uddannelse, de har[45].
Hvis man opretter en profil, kan man blandt andet læse rapporter om donorernes emotionelle intelligens, personlighedstests, stamtræ, høre stemmeoptagelser og se børnebilleder. Hvis man betaler lidt ekstra, kan man endda se voksenbilleder.
På mange måder er det ikke så anderledes end at man jo forhåbentligvis også skaffer sig et godt indtryk af en mand, inden man vælger at stifte en familie sammen.
Men der er alligevel en forskel. For mens man i heteroseksuelle cis-forhold som kvinde både typisk leder efter en partner og en forælder til sine børn, leder man i en sædbank udelukkende efter gener.
Og her skulle man måske tro, at alle kommende mødre bare gerne vil have de bedst-mulige gener…
Men. Hvad der er det bedste, kan være meget forskelligt fra en person til den næste…
Døvhed
Vi skal lige en sidste gang over Atlanterhavet.
I USA er et lesbisk par nemlig blevet voldsomt kritiseret for med vilje at ville have et døvt barn[46].
Jep. På en måde det omvendte af genforædling.
Og hvorfor i alverden skulle man ville have et døvt barn med vilje?
Grunden er, at mødrene selv er døve, og nærmere ser døvhed som en kulturel identitet end som et handicap.
De er begge to specialister i mentalt helbred og arbejder som døveterapeuter.
Så… I stedet for at få hjælp af sædbankerne, der rutinemæssigt screener eksempelvis døvhed væk, blev de nødt til at gå til en ven med fem generationer af døvhed i familien for at få doneret sæd, der med stor sandsynlighed ville føre til et døvt barn.
En af mødrene synes ikke, at det er så anderledes end at lade kommende mødre vælge donorsæd fra eksempelvis farvede donorer, selvom farvede personer i USA typisk lever sværere liv end hvide.
Ligesom stort set alt andet, der gælder babyer, valg og fravalg, stiller det nogle sindssygt svære spørgsmål.
Mens det her for nogle vil være at tage det frie valg for langt, er det på den anden side en form for sejr for diversitet.
Måske er det uetisk med overlæg at skabe et barn, der er født med et handicap.
Men i sidste ende er det jo samfundet og indretningen af det, der bestemmer, hvad der reelt er et handicap.
…Og uanset hvad, så har personer med handicap ret til at stifte familie som alle andre ifølge FNs Handicapkonventionen.
Måske ville man i et stenaldersamfund kun have meget lav livskvalitet, hvis man var født med Downs syndrom eller var døv.
I det moderne samfund er det ikke nødvendigvis tilfældet.
Og er det så ikke mere uetisk at forbyde en kommende mor at få et barn, der minder om hende selv – sådan som hun typisk ville gøre, hvis hun selv havde muligheden for det?
Livet er på mange måder skræmmende. Uanset hvad man er født med eller uden.
Det synes jeg at det her citat fra Ann Katrine Kristensen, som er søster til Karl Emil, der har Downs syndrom, siger meget rammende: “Hvis du giver kommende forældre en liste over alle de ting deres barn kan komme ud for i løbet af deres livet – sygdomme og den slags – ville alle være skræmte. Ingen ville få en baby.”
Jeg tror på mange måder, at hun har ret.
Det er en gave for os mennesker, at vi ikke kan se ind i fremtiden.
Optimistisk omkring CRISPR
Jeg tror overordnet på, at CRISPR kommer til at være endnu et værktøj i menneskets værktøjskasse, som vi kan bruge til at gøre verden til et sundere og bedre sted.
Der vil helt sikkert være flere fejltagelser på vejen dertil.
Men hvis forskerne og verdenssamfundet ligesom arbejder sammen om at gøre teknologien sikrere og bruger CRISPR rigtigt, ja, så synes jeg, at vi endnu engang har udviklet os som art og lært at beskytte dem der er svagest bedre.
Om fordelene så når ud til alle på en fair måde er nærmere et politisk spørgsmål om fordeling end om teknologien i sig selv.
Det gør det selvfølgelig ikke mindre vigtigt – tværtimod – men det er lidt ud over rammerne for denne her episode.
Og selvom det har taget noget tid, synes jeg i den sammenhæng, at det er værd at tænke på, at ting som strøm og internet i dag findes i selv nogle af verdens fattigste, mest underprivilegerede områder.
Det er en sejr for menneskeheden, som jeg ikke synes, at vi skal tage for givet.
Malaria og mammutter
Men hey, ved du hvad der desværre også findes i nogle af verdens fattigste, mest underprivilegerede områder?
Malaria.
I næste episode snakker jeg videre om CRISPR og hvordan denne her genteknologi kan bruges på dyr.
Med CRISPR har vi nemlig fået mulighed for potentielt at udrydde dyr som dødbringende myg, sygdomsbærende flåter og rotter.
Med det følger naturligvis en hel masse etiske og praktiske spørgsmål.
Vi skal også snakke om, hvordan CRISPR kan bruges til at redde truede dyrearter og endda bringe dem tilbage fra de døde.
Det inkluderer mammutter.
Og jeg kan lige love for, at det bliver spændende.
Afslutning
Tak fordi du har lyttet med i dag!
Shownotes kan du finde på alexanderkinnunen.dk/udforsk, hvor der ligger en udførlig kildeliste og links til flere resourcer for hver episode.
Hvis du har nogen former for feedback, skal du virkelig være velkommen til at skrive direkte til mig på kontakt @ alexanderkinnunen.dk, på Instagram, eller ved at anmelde podcasten i din podcastafspiller.
Hvis du har ros, vil en anmeldelse især hjælpe rigtig meget.
Det ville også være smukt, hvis du har lyst til at dele episoden eller podcasten i det hele taget på dine sociale medier.
På forhånd tusind tak. Og tak fordi du lyttede med!
Ekstra ressurcer
- CRISPR: Can we control it? | Jennifer Doudna, Richard Dawkins, Steven Pinker, & more | Big Think
- https://www.technologyreview.com/2019/01/18/66202/we-wont-use-crispr-to-make-super-smart-babiesbut-only-because-we-cant/
- https://www.technologyreview.com/2022/04/04/1048829/he-jiankui-prison-free-crispr-babies/
Kildeliste
- https://da.wikipedia.org/wiki/Gen ↑
- https://www.ted.com/talks/jennifer_doudna_we_can_now_edit_our_dna_but_let_s_do_it_wisely/transcript?language=en ↑
- https://www.youtube.com/watch?v=VvvsyoFtP_c ↑
- https://www.youtube.com/watch?v=PgekkKn7zmU&ab_channel=NobelPrize ↑
- https://youtu.be/cUe-cOgpDDw ↑
- https://www.technologyreview.com/2018/12/11/138290/years-before-crispr-babies-this-man-was-the-first-to-edit-human-embryos/ ↑
- https://www.nature.com/news/don-t-edit-the-human-germ-line-1.17111 ↑
- https://www.nature.com/articles/s41587-021-01138-5.epdf ↑
- https://www.technologyreview.com/2018/11/25/138962/exclusive-chinese-scientists-are-creating-crispr-babies/ ↑
- https://www.youtube.com/watch?v=th0vnOmFltc&ab_channel=TheHeLab ↑
- https://www.statnews.com/2018/12/17/crispr-shocker-genome-editing-scientist-he-jiankui/ ↑
- https://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK535994/ ↑
- https://www.youtube.com/watch?v=C9V3mqswbv0&ab_channel=AssociatedPress ↑
- https://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK535994/ ↑
- https://www.indiaabroad.com/indian-americans/dr-kiran-musunuru-on-designer-babies-and-genetic-editing/article_be1a4d4e-1599-11ea-b221-97c55ae3417c.html ↑
- https://link.springer.com/article/10.1007/s11673-019-09953-x#Sec8 ↑
- https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6331330/ ↑
- https://www.nytimes.com/2018/11/26/health/gene-editing-babies-china.html ↑
- https://www.nytimes.com/2019/12/30/business/china-scientist-genetic-baby-prison.html ↑
- https://www.nytimes.com/2018/11/28/world/asia/gene-editing-babies-he-jiankui.html ↑
- https://www.statnews.com/2019/10/16/russia-health-ministry-calls-human-embryo-editing-premature/ ↑
- https://www.nature.com/articles/d41586-019-01770-x ↑
- https://www.nature.com/articles/d41586-019-03018-0 ↑
- https://www.technologyreview.com/2019/01/18/66202/we-wont-use-crispr-to-make-super-smart-babiesbut-only-because-we-cant/ ↑
- https://www.nationalgeographic.com/adventure/article/100513-science-evolution-darwin-single-ancestor ↑
- https://da.wikipedia.org/wiki/Eugenik ↑
- https://denstoredanske.lex.dk/eugenik ↑
- https://www.information.dk/indland/2015/03/danmark-verdensmestre-sterilisering-hvide-snit ↑
- https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/sygdomme/arvelige-og-medfoedte-tilstande/downs-syndrom/ ↑
- https://rettentilliv.dk/info/fosterdiagnostik/downs-syndrom/downs-syndrom-i-tal/ ↑
- https://www.theatlantic.com/magazine/archive/2020/12/the-last-children-of-down-syndrome/616928/ ↑
- https://www.berlingske.dk/samfund/det-store-fravalg ↑
- https://www.berlingske.dk/samfund/et-stort-hul-i-et-lille-hjerte ↑
- https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvorfor-rammer-modermaerkekraeft-isaer-rodharede ↑
- https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5096425/ ↑
- https://faktalink.dk/titelliste/kube ↑
- https://www.hvidovrehospital.dk/afdelinger-og-klinikker/Fertilitetsklinikken/baggrundsinformation/Sider/Aarsager-til-barnloeshed.aspx ↑
- https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-10-28-hvert-tiende-danske-barn-er-kommet-til-med-kunstig-befrugtning ↑
- https://www.eshre.eu/-/media/sitecore-files/Press-room/ART-fact-sheet-2020-data-2016.pdf ↑
- https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/illustrationer/animationer/kunstig-befrugtning/ ↑
- https://www.genengnews.com/insights/polygenic-risk-scores-and-genomic-prediction-qa-with-stephen-hsu/ ↑
- https://www.technologyreview.com/2019/11/08/132018/polygenic-score-ivf-embryo-dna-tests-genomic-prediction-gattaca/ ↑
- https://onezero.medium.com/what-if-an-algorithm-could-predict-your-unborn-childs-intelligence-a546153707de ↑
- https://www.cryosinternational.com/da-dk/dk-shop/privat/om-os/om-cryos/ ↑
- https://www.cryosinternational.com/da-dk/dk-shop/privat/find-donor/soeg-efter-saeddonorer/ ↑
- https://www.theguardian.com/world/2002/apr/08/davidteather ↑