Jeg har gennem de sidste ~15 år løbet i København, og jeg må snart have løbet på alle stier og været op og ned af de fleste gader.
De første mange år var de fleste af mine ture på maksimalt 10 kilometer (med de fleste løb på mellem 5 og 7 kilometer), men de seneste to år er jeg begyndt at løbe væsentligt længere.
Det er nu ikke uhørt, at jeg om lørdagen løber 30 kilometer og følger op med 15 kilometer om søndagen.
Lange løb giver på den ene hånd mulighed for at være lidt mere loose med ruteplanlægningen, da man jo kommer vidt omkring. På den anden side giver de også mulighed for at opdage nye områder mere bevidst og udvide sin horisont.
Så hvad enten du løber kort, langt eller midt i mellem håber jeg, at de følgende løberuter kan stå som inspiration til dit næste løb i og omkring København. God tur!
Kriterier for en god løberute
- Grus eller græs i stedet for asfalt.
- Ro, natur og flot udsigt.
- Så lidt trafik som muligt.
- Lange strækninger uden lyskryds og veje.
- Plus for toiletter og vandposter.
København & Frederiksberg
Søerne
Søerne er nok det mest populære sted at løbe i København.
Dag og nat trasker byens godtfolk op og ned af stierne mens København buldrer videre lige ved siden af.
For at få så lidt trafikforurening ned i lungerne som muligt foreslår jeg, at man holder sig til søernes vestlige side (væk fra vejene).
Det er lokkende at løbe hele vejen rundt, men efter min mening ikke værd at udsætte sine lunger for. Særligt ikke hvis man løber i myldretiden i hverdagene.
En stor del af mine første løbeture i de spæde teenageår gik rundt om søerne, og dengang synes jeg det var meget eksotisk at komme forbi både Nørrebro, Vesterbro og indre by på en løbetur fra mit barndomshjem på Østerbro.
Jeg sætter stadig pris på hvor forskelligt Københavns kvarterer kan fremstå kun få kilometer fra hinanden. Søerne binder byen sammen og vil altid være en klassiker.
Turen rundt om alle søerne er 6,35 kilometer lang.
Fælledparken
Selvom Fælledparken på Østerbro måske ikke er Københavns smukkeste park er den til gengæld en af de største.
Blander man løb hele vejen rundt på begge sider med at tage nogle af stierne der går på tværs kan man her få rigtig mange gode løbekilometer i benene.
Og så er der et par fede træningslegepladser.
Der er ca. 4 kilometer rundt om Fælledparken.
Kastellet
“Stjernen rundt” på Kastellets hævede sti forbi voldkronerne byder på 1.750 meters løb, hvor man hele tiden kan se frem til næste retningsskift.
Tag op- og nedturene med ved hver indgang til fæstningen og få et par gode højdemeter med i købet.
Da det også er et super populært sted at gå tur for byens borgere og turister vil jeg anbefale, at man ikke satser på at sætte en ny Strava-segment rekord på Kastellet midt om dagen i weekenden.
Det er oplagt at fortsætte herfra langs vandet nordpå ud af Langelinie eller sydpå forbi Amalienborg til Nyhavn.
Kongens Have
Kongens Have og dens brede stier er perfekt til kortere løbeture eller som en del af en større tur rundt i København – f.eks. med Kastellet, Østre Anlæg og Ørstedparken.
Der er ca. 1,3 kilometer rundt om Kongens Have.
Østre Anlæg
Kort og godt – Østre Anlæg er lille, men jeg nyder altid en tur rundt i parken.
For at ligge så centralt er Østre Anlæg sjældent særlig befærdet, og der er gode muligheder for trappeløb.
Der er ca. 2 kilometer rundt om Østre Anlæg.
Ørstedsparken
Ligesom Østre Anlæg er Ørstedsparken ikke vildt stor men til gengæld super hyggelig.
Der er lige under 1 kilometer rundt om Ørstedsparken.
Søndermarken
Søndermarken er det fedeste sted at løbe kortere ture inde i byen.
En tur rundt giver god variaton og et par sjove bakkeløb. Der er meget at kigge på, mange søde hunde og en fin træningslegeplads.
Der er 2,5 kilometer rundt om Søndermarken hvis man tager turen rundt om springvandet.
Frederiksberg Have
Frederiksberg Have er en oplagt fortsættelse af et løb i Søndermarken, og binder man de to rigtigt sammen kan man sagtens nå op på 5 kilometer uden at løbe på den samme sti to gange.
Haven står dog også fint på egne ben, og der er særligt hyggeligt når man bevæger sig på inderstierne.
Bakken op mod slottet er perfekt til bakkeløb.
Den Grønne Sti
Den Grønne Sti løber helt fra Roskildevej i syd til Bispebjerg station i nord og byder undervejs på flere træningslegepladser, forskellige miljøer og arkitektoniske finurligheder.
Hovedfunktionen er vist som cykelsti, men der er fint med plads til at løbe ved siden af.
Min yndlingsdel af ruten er uden tvivl den Sorte Plads på Nørrebro og de LA-inspirerede ringe, hvor man kan lege Tarzan.
Læs mere om Københavns grønne stier og cykelruter her (inkl. kort).
Amager
Amager Fælled
Hvis du bor i København og aldrig har været på Amager Fælled er det på tide, at du opdager dette lille naturparadis midt i hovedstaden.
Set fra oven er Amager Fælled ikke så stor, men begynder man først at opdage de små stier der går på tværs af vejene, kan man enkelt få rigtig mange skønne kilometer i benene her.
Man farer aldrig rigtigt vild, men de første par gange jeg var herude oplevede jeg flere gange at blive retningsforvirret. At orientere sig efter byens tårne og Bella Sky hjælper på det.
Amager Fælled byder primært på brede grusstier, men her er også flere single tracks med lidt flere tekniske udfordringer.
Bakkerne (på Google Maps “Bjerget på Amager Fælled”) kan godt give nogle højdemeter, hvis man løber op og ned et par gange. Udsigten er fantastisk når solen står lavt på himlen.
Rammer man sæsonen rigtigt, kan man være heldig at finde vilde brombær langs flere af stierne. Perfekt som løbesnack hvis man accepterer at stikke sig lidt på tornene.
Golfbanen
Lige på den anden side af vejen fra den sydligste del af Amager Fælled ligger golfbanen.
Stien der følger Center boulevard er populær både hos cyklister og andet godtfolk, men man får hurtigt meget plads for sig selv, hvis man bevæger sig langs stierne vestpå.
Bare pas på flyvende golfbolde!
Kalvebod Fælled
Kalvebod Fælled er mit yndlingssted at løbe lange ture i nærheden af København.
Hvis ikke man bor på Amager kræver det enten lidt transport (stå af på metrostationen Vestamager) eller at man er ude på en længere tur. Men det er virkelig også det værd!
Her er kilometer efter kilometer af lækre stier der bugter sig mellem det imponerende åbne landskab og de hyggelige skove.
Selvom Kalvebod Fælled kun er få kilometer fra både Hvidovre, Ørestad og resten af København føles det her som om, at man er kommet rigtig langt væk fra byens larm.
Så længe der ikke er fly over hovedet på en hører man kun vindens raslen i træerne, køerne der hygger sig på de vidtstrækte marker, fuglefløjt – og bølgerne, hvis man vælger at løbe ude ved kysten.
Her skal man bare være opmærksom på, at ruten også er meget populær hos motionscyklister, der med vind i ryggen kan få rigtig god fart på.
Ude ved vandet sydpå er der god udsigt til Sydvestpynten og de ofte mange wind- og kitesurfere, der nyder godt af bølgerne og blæsten ved den eneste vestvendte strand i nærheden af hovedstaden.
Voldene
Fra Islands Brygge til starten af Refshaleøen kan man løbe langs voldene på begge sider af vandet.
Refshaleøen
Der er ikke meget natur på Refshaleøen – men til gengæld heller ikke så meget andet. På den gode måde!
Løb helt ud til den nordøstligste del og kom tæt på vindmøllerne.
Amager Bakke/Copenhill og dens 85 højdemeter med hældningsprocenter mellem 5% og 35% skal selvfølgelig også nævnes. Se åbningstider på deres hjemmeside her.
Amager Strandpark
Solopgangen over Skåne fra Amager Strandpark er svær at slå tæt på København.
Der er mange kilometers stier omkring Amager Strandpark og gode muligheder for vandopfyldning, toiletbesøg og kioskkøb. Og så har man selvfølgelig også fordelen af at kunne hoppe i vandet efter sit løb.
I den nordlige ende ude ved vejen ligger der en lille træningslegeplads.
Vest for København
Valbyparken
Valbyparken er først kommet på min radar ret sent i min løbekarriere, men jeg er sidenhed blevet glad for de mange stier og muligheder for at binde parken sammen med Hvidovre, Amager, Sydhavnstippen, Vestre Kirkegård og Havneringen.
Sydhavnstippen
Et undervurderet område, der tidligere er brugt til aflæsning af haveaffald.
I dag fremstår Sydhavnstippen som selvgroet natur med skøn udsigt til vandet.
Både alpakaer og får hjælper med naturplejen.
Kystagerparken
Fra Åmarken st til Hvidovre Strandpark strækker Kystagerparken sig med flere hyggelige stier.
Måske ikke besøget værd i sig selv, men perfekt til at binde Valbyparken sammen med Kalvebod Fælled.
Vigerslevparken
Fra Damhussøen til Valbyparken kan man følge Vigerslevparkens ca. 5 kilometer løb- og cykelstier langs åen.
Den nye Folehavebro gør turen endnu mere smidig.
Damhussøen og Damhusengen
Damhussøen og Damhusengen er skønne. Fuglene trives ude på søen og solnedgangene kan noget særligt her.
Jeg er ikke så glad for den korte strækning langs Roskildevej, men den er nem at undgå ved bare at holde sig til Damhussøens nordside og så ellers tage en ekstra runde omkring engen.
Træningslegepladserne ved Damhusengens nordvestlige hjørne byder på flere sjove udfordringer.
Fra Damhusengens nordside kan man også løbe videre over i Krogebjergparken og helt til Utterslev Mose.
Der er 5,5 kilometer rundt om Damhussøen og Damhusengen til sammen. Rundt om Damhussøen er der 3,6 km og rundt om Damhusengen er der 2,6 km.
Vestvoldene og Utterslev Mose
Fra Krogebjergparken er det oplagte at følge Vestvoldene hele vejen til Utterslev Mose, hvor man kan få rigtig mange kilometer i benene, hvis man løber rundt om både Vestmosen, Midtmosen, Østmosen og Søborg Mose.
Grøndalsparken
Fra Damhussøen kan man løbe helt til Bispeengbuen langs Grøndalsparken.
Det smalle grønne belte er ikke unikt, men er et rart afbræk til de ellers lidt grå udsigter på disse kanter.
Nord for København
Løberuter i Gentofte Kommune fra kommunen selv.
Strandvejen
Der er bare noget over at løbe med udsigt til vandet.
Strandvejen åbner først rigtigt først op efter Hellerup og Café Jorden Rundt. Her kan man passende også tage en runde i Charlottenlund Skov.
Og så kan man ellers fortsætte helt til Helsingør.
Bernstorff Slotshave
Fransk Rokokostil, søde hunde og gåture sammen med det finere herskab.
Bernstorff Slotshave er varieret med sine ca. 3,5 kilometer rundt og mange stier der går på kryds og tværs.
Kælkebakken er god til at få pulsen op.
Gentofte Sø
2,5 kilometer rundt – og nem at binde sammen med Bernstorff Parken og Charlottenlund Skov.
Jægersborg Dyrehave
Til rigtig lange strækninger tæt på København er det svært at komme uden om Dyrehaven.
Det er også Danmarks mest besøgte naturområde med 7,5 millioner gæster om året. Her føles dog sjældent crowdet.
Eremitageslottet står prydeligt i midten og herfra strækker stierne sig i alle retninger.
De ca. 2.000 hjorte er søde – særligt de små i foråret – men pas på de store hanner.
Tak fordi du læste med. Giv endelig lyd hvis du kender til flere gode steder at løbe i København. Ses derude!