Kategorier
Kaffe Shade Grown Coffee Video

Video: Red regnskov med din (skyggegroede) morgenkaffe

Din kaffe har meget potentiale.

Ikke nok med at en velbrygget kop kan smage fantastisk og åbne dine øjne om morgenen. Den kan også være med til at redde natur i troperne, som vi virkelig har brug for at bevare.

I videoen forklarer jeg om, hvordan du med din morgenkaffe kan være med til at beholde træer i jorden i de kaffeproducerende lande.

At kaffebønner faktisk er frugtkerner i et bær.

Hvad der gemmer sig bag øko-mærket.

Hvordan du kan sikre dig, at du køber så miljøvenlig kaffe som muligt.

Og hvordan dét er godt for både klimaet, mennesker og alverdens dyr.

Kig med og bliv klogere.

Note: Hvis du er lidt opmærksom, vil du nok opdage, at Coffee Collective optræder flere gange i videoen. De har intet at gøre med indholdet, men var meget gæstfrie, da vi skulle filme til Shade Grown Coffee – så derfor er klippene også med her. Derudover rister de efter min mening Danmarks bedste kaffe.

Transkribering

Vidste du godt, at du kan redde regnskov hver gang, du drikker en kop kaffe?

Lige fra morgenstunden kan du få karmaen i orden, hvis du vælger de rigtige bønner.

Og det vil jeg hjælpe dig med i dag.

Kaffejunglen

At vælge den rigtige kaffe er en jungle.

I supermarkedet er der 200 forskellige slags kaffe. På nettet er der 40 gange så mange.

Hvis du bare vil drikke en dejlig varm kop kaffe uden at bruge flere timer på research, så forstår jeg dig godt!

Heldigvis er der nogle ting, du kan kigge efter meget nemt, hvis du vil sikre dig, at din næste kaffekop er bedre for natur og mennesker, end den du drak i går.

Økologi = det korte svar

Hvis du bare vil have det helt korte svar, så vælg som minimum en økologisk kaffe.

Konventionel kaffe har desværre det uheldige ry at være en af verdens mest sprøjtede afgrøder.

At kaffen er økologisk betyder at du undgår skadelige pesticider.

Det er både godt for miljøet og de mennesker, der arbejder med kaffen.

Mange af de sprøjtemidler, der bliver brugt på konventionelle kaffefarme, er ulovlige at bruge i Europa.

En økologisk certificering sørger også for, at kaffearbejderne bliver betalt landets minimumsløn, har mulighed for at organisere sig i fagforeninger og at der ikke er nogen diskrimination eller børnearbejde.

Andre mærkninger som Fairtrade og Rainforest alliance er også fine at kigge efter, men overordnet set ville jeg prioritere økologien højere.

En endnu bedre mærkning er Bird Friendly, men indtil videre findes det ikke i nogle danske butikker. Man kan købe det på nettet fra blandt andet England. I USA er det meget nemmere at få fat i.

Hvis man vil nørde lidt mere, kan det give rigtig god mening at købe friskristet kaffe fra et risteri, der samarbejder direkte med de kaffefarme, de køber kaffebønner fra.

Både Bird Friendly og såkaldt “single origin” kommer jeg ind på igen lidt senere.

Shade Grown Coffee

Gennem at have lavet dokumentarfilmen Shade Grown Coffee sammen med Victoria har jeg fået et unikt indblik i kaffeindustrien, og der er stor grund både til bekymring og optimisme.

Vi har besøgt skyggegroede kaffefarme i Mexico, Guatemala, El Salvador, Nicaragua, Panama, Jamaica og i Etiopien… Og det er nogle af de mest fantastiske steder, vi har været.

En vaskeægte skyggegroet kaffefarm er et stykke natur, hvor de fleste ville tro, at de gik en tur i en park eller en skov. Det ligner på ingen måde landbrug, som vi kender det.

Hvad er kaffe?

Før vi dykker dybere ned i det, er det en god idé at kort forstå, hvad kaffe egentlig er.

De fleste har set en ristet kaffebønne.

Før bønnen bliver ristet, er den grøn eller meget lysere brun og hård som sten.

Bønnerne er egentlig frugtkerner i kaffebærret.

bærrne vokser på kaffetræer, og plukkes, når de er mørkerøde.

Så en kaffebønne er egentlig bare en frugtkerne, der er blevet separeret fra frugten.

Når man rister kaffebønnen, udvikler den smag og aroma. Helt nyristede bønner dufter fuldstændig fantastisk.

Kværn bønnerne, hæld vand over – og voila! Så har du en friskbrygget kop kaffe.

Kaffens hjemlande

Kaffe stammer oprindeligt fra Østafrika og i dag vokser kaffetræer i et bredt bælte rundt om ækvator.

Der bliver dyrket kaffe så nordligt som på de Kanariske Øer, men verdens største kaffeproducenter er Brasilien, Vietnam, Colombia, Indonesien og Etiopien.

Arabica og robusta

De to hovedvarianter af kaffe hedder arabica og robusta.

Robusta er kendetegnet ved at indeholde mere koffein og smage mere bittert end arabica. I Danmark finder man stort set kun robusta i billig instant-kaffe.

Der sker spændende ting med robusta, men i dag fokuserer vi på den fineste sort, nemlig arabicabønnen.

Arabica vokser helst højt over havets overflade på bakkesider i de kaffeproducerende lande.

Her er temperaturen høj om dagen og mild om natten uden at nå under frysepunktet.

Kaffebærrne starter ud som fine, hvide, kaffeblomster, der dufter af jasmin.

Når de falder af, vokser der små grønne kaffebær ud, og ca. 8 måneder senere kan de blive håndplukket når de er dybt røde og helt modne.

Sol eller skyggekaffe

Der er overordnet set to måder at dyrke kaffe på.

I fuld sol… eller under skygge.

I stedet for at tale grimt om solkaffe, vil jeg hellere fortælle om nogle af fordelene ved skyggegroet kaffe.

Skyggegroet kaffe

På skyggegroede kaffefarme vokser der ting over alt.

Kaffetræerne er det nederste lag.

Over dem finder man mellemstore træer, som for eksempel kan være frugttræer.

Og over dem er der få rigtig store, gamle træer.

Til sammen giver vegetationslagene over kaffen masser af skygge, som betyder at kaffen modner langsommere og har bedre mulighed for at udvikle sin komplekse smag.

Skyggen er også god af flere andre årsager:

  1. CO₂ bliver opsuget af skyggetræerne og holdt i jorden. Modsat solkaffe hvor træerne er blevet fældet, for at gøre plads til kaffen.

    Skyggegroet kaffe er på en meget direkte måde med til at mindske skovrydningen i mange af de lande, hvor det ellers går rigtig hurtigt med at fælde træer – og hvor skov- og regnskovsområderne gemmer på rigtig mange fantastiske arter og tonsvis af kulstof, der er bundet i jorden og i alle de levende planter.

  2. Når træerne taber sine blade på en skyggegroet kaffefarm, hjælper de med at holde jorden fugtig. Flere træer kan også binde kvælstof i jorden, som derfor ikke behøver at blive tilføjet kemisk.
  3. Jorderosion mindskes når det regner, fordi jorden på en skyggekaffefarm er langt mindre porøs.Tab af topjord er et stort problem i meget konventionelt landbrug, der blandt andet fører til forurenede vandløb.

    Det undgår man overordnet set ved skyggekaffe.

  4. Biodiversiteten på skyggekaffefarme overstiger i høj grad den man finder på de fleste konventionelle kaffefarme. Skyggefarme er ikke bedre end urørte skovområder, men de kan være hjem til stort set lige så mange arter og sikre vigtige biokorridorer for eksempelvis trækfugle.
  5. Biodiversitet skaber økologisk stabilitet. Biodiverse landbrugssystemer som skyggegroede kaffefarme former mere komplekse økonetværk og tiltrækker blandt andet bestøvere som sommerfugle og bier.

    Hele systemet er i bedre balance og flere skadedyr og plantesygdomme bliver holdt nede af andre insekter og fugle.

Sprøjtemidler

Konventionelle, solgroede kaffefarme bliver ofte nødt til at bruge sprøjtemidler, fordi de ikke på samme måde som på de skyggegroede kaffefarme kan få naturlig insektbeskyttelse fra alle de fugle, der bor på farmen.

På solfarmene er der simpelthen ikke noget for fuglene at lave.

Uden forskellige træer er der hverken insekter, de har lyst til at spise, eller grene og trætoppe, som de kan gemme sig i.

Udover at sprøjtemidlerne på de konventionelle kaffefarme selvfølgelig er dårlige for miljøet, kan de også være et stort problem for de kaffearbejdere, der skal ud og spraye planterne. Ofte uden særlig god beskyttelse.

At så vidt som muligt undgå farlige sprøjtemidler er en rigtig god idé – og på skyggegroede kaffefarme er der simpelthen mindre behov for dem.

Bird Friendly-kaffe

Bird Friendly er en certificering fra Smithsonian-instituttet i USA, der kræver at kaffen opfylder de økologiske krav samt en hel række ekstra kriterier, der skal være med til at sikre at kaffefarmen er et sundt miljø for både fugle og en lang række dyr.

Certificeringen blev skabt af instituttets ornitologiske afdeling, men fuglene er slet ikke de eneste, der får noget ud af de strengere krav til blandt andet biodiversitet og trædække.

Bird Friendly er godt for alle, og det er super ærgerligt, at det ikke er lettere at få fat på Bird Friendly-kaffe i Danmark…

For det er virkelig den bedste certificering, hvis man går op i både miljø, natur og sociale aspekter, når man køber kaffe.

Så vidt jeg ved, er Bird Friendly den eneste certificering, der med 100% sikrer, at man køber skyggegroet kaffe.

Kaffeprocessen

Hvis du gerne vil sikre dig, at din kaffe er så miljøvenlig som mulig, kan det også give mening at kigge på selve processen, kaffen går i gennem for at gå fra kaffebær til rå, grøn kaffebønne.

For der er nemlig flere forskellige metoder.

Vasket kaffe

Den mest almindelige hedder “vasket kaffe” og går kort fortalt ud på, at kaffebønnerne bliver separeret fra kaffebærrene og bliver vasket og fermenteret i store bassiner, før bønnerne bliver tørrede i solen.

Det giver et konsekvent godt resultat, og er ikke så afhængigt af vejrforhold, som andre metoder kan være.

Vasket kaffe har tit en meget ren smag. En såkaldt clean cup betyder, at kaffen ikke har nogen smagsfejl.

Naturals

Et virkelig smart, men også krævende, alternativ til den vaskede kaffe er det der hedder naturals.

Efter kaffebærrene er blevet plukkede, separerer man ikke bønnerne fra frugten, men lægger i stedet hele bærret til at tørre i solen. Her skal de så ligge på tørresenge i et par uger.

Naturals kræver utrolig meget manuelt arbejde og selvom det i princippet er billigt i materialer er det dyrt i mandetimer.

Kaffebærrne skal for eksempel vendes og sorteres med håndkraft, og tørresengene skal dækkes til, hvis det truer med at regne.

Til gengæld kræver det ikke noget vand, og naturals har mulighed for at udvikle nogle ret funky smage, fordi bønnerne opsuger meget af kaffebærrenes frugtighed og sukkerstoffer.

Jeg er selv helt vild med naturals, og elsker idéen om, at det er både lavteknologisk og miljømæssigt smartere.

Det skal dog også siges, at metoden let kan gå galt og skabe uheldige smagsnoter i kaffen. Derfor er gennemsnitsprisen for naturals noget højere end vasket kaffe og det sælges stort set altid som specialkaffe.

Kaffete – cascara

En anden cool ting med naturals er, at de tomme kaffebærs-skaller kan bruges til en virkelig speciel te, der kaldes for cascara.

Det er ikke så hipt i Danmark endnu, men vær på udkig efter kaffeteen cascara, hvis du vil have en helt særlig smagsoplevelse.

Single origin

Noget andet der er hipt i kaffeverdenen er single origin-kaffe.

At en kaffe er single origin, betyder at man kan spore oprindelsen af bønnerne i posen tilbage til en særlig lokation.

Optimalt til én enkelt farm, men det kan også være et kooperativ, som er en samling af farme, eller måske bare en kafferegion.

Hvis du kan læse dig til for eksempel farmen eller kaffebondens navn på posen, er du et skridt tættere på en mere transparent og fair kaffeverden.

Bonden får typisk en langt bedre pris for sin kaffe, hvis han eller hun handler den direkte med et kafferisteri, og du får som kaffedrikker en unik smagsoplevelse i stedet for at drikke en kop, der er sammensat af kaffe fra 100 forskellige farme på forskellige kontinenter.

Kaffe og kvalitet

Jeg håber, at du er blevet bare en lille smule klogere på, hvordan kaffe og regnskov hænger sammen.

Og hvordan du med din kaffevane kan hjælpe med at gøre kaffeindustrien mere miljøvenlig, ved at kigge efter certificeringer og stille de rigtige spørgsmål.

Her til sidst vil jeg lige opfordre til, at opprioritere kvalitet fremfor kvantitet, når det gælder kaffe.

At bruge lidt ekstra penge på sin kaffe og så måske drikke en kop mindre om dagen giver sindssygt god mening.

For det første er overforbrug bare unødvendigt. Ingen burde have brug for 4 kopper kaffe for at vågne.

Du er afhængig… Tag en kold tyrker i et par dage og begynd at gå tidligere i seng! 😉

For det andet kan de ekstra penge du bruger på kaffen virkelig redde natur, der er kritisk truet.

At købe én kaffe fremfor en anden kan betyde forskellen mellem at rydde regnskov eller at bevare den – med al den fantastiske biodiversitet, der følger med.

For det tredje får man typisk en mere velsmagende kop, og der er få drikke, der har potentialet til at være lige så lækre og komplekse som kaffe kan være.

Kværn bønnerne selv.
Duft til dem.
Drøm dig væk til de varme lande.
Tænk på, hvor meget arbejde der er blevet lagt i, at du kan sidde med denne her kop i hånden.
Og nyd så din kaffe med god samvittighed.

Lær mere:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *