Victoria og jeg besøgte den indonesiske nationalpark Gunung Leuser på Nordsumatra, hvor vi var så heldige at opleve de majestætiske menneskeaber i det fri.
Jeg blev dybt rørt af at se ind i deres øjne. Vi er mere ens, end man skulle tro.
De svingede sig fra gren til gren og hyggede sig i trækronerne, alt mens regnskoven i både Indonesien og Malaysia bliver fældet omkring dem.
Orangutangen er kritisk truet og har brug for vores hjælp til at kunne overleve i naturen.
Lige nu er de vilde orangutangers eksistens endnu mere usikker, da forskere er overbeviste om, at de også kan blive smittet med COVID-19. Hvis smitten først når ud i skovene, er der ingen der ved, hvor hurtigt det kan gå.
Red Orangutangen gør et stort stykke arbejde for at passe på orangutangerne på Sumatra og Borneo. Hvis du har overskud til at hjælpe, kan det gøre en stor forskel.
(Videoen er lavet selvstændigt og har ikke noget direkte at gøre med WWF eller Red Orangutangen)
Transkribering:
Dybt inde i Sumatras tykke jungle.
Vandreturen starter i Bukit Lawang, en by på grænsen mellem menneskers civilisation og dyrenes kongerige.
Det er stejlt. Svedigt. Glat. Rodfyldt. Vildt smukt.
Og pludselig er den der.
At se en orangutang i det fri i sit naturlige miljø er en oplevelse jeg aldrig vil glemme.
Og babyerne… De er så nuttede at man skulle tro, at det var løgn.
Orangutanger ligner måske ikke mennesker med deres lange lemmer og orange hår, men jeg kunne ikke undgå at tænke på hvor ens vi er, når man ser bort fra de åbenlyse forskelle.
Orangutangernes mimik er fyldt med følelser og deres øjne er dybe og fulde af minder, tanker og bekymringer.
Alt hvad de i virkeligheden gerne vil have er bare et sikkert hjem med adgang til mad.
De unge vil gerne lege og have det sjovt.
De har venner, elskere, familier.
De laver endda simple redskaber med deres hænder.
Prøv at putte et menneske ud i den vilde natur uden nogen form for teknologi og se hvad der sker.
Man vil hurtigt finde ud af, at det vigtigste er vand, mad og et sikkert sted at sove.
Vi ville lede efter spiselige planter og prøve at jage.
Vi ville gemme os for regnen.
Nyde solens varme stråler.
Beskytte de unge og tage os af de gamle.
Mennesker er nok kun hvor vi er i dag fordi vi på en eller anden måde lærte at bruge vores sofistikerede stemmer til at kommunikere mere end de mest simple følelser.
Tager man det væk, er vi præcis lige som alle andre levende væsner på denne her planet.
Vi ligner måske ikke hinanden, men vi vil alle sammen bare være i live. Vi vil elske og blive elsket.
Der er ikke “os” og “dem”.
Vi er alle sammen en del af naturen.
Skovperson
På malajisk betyder “orang” person og “hutan” skov.
Orangutang betyder altså skovperson, eller en person fra skoven.
Orangutanger er en af de fem store menneskeaber, som også inkluderer gorillaer, chimpanzer, bonoboaber… og os mennesker.
Vi deler ca. 97% af DNA med orangutanger, og selvom vores fjerne fætre lever i træer og spiser termitter er orangutangers lighed med mennesker virkelig slående med deres distinkte ansigtsudtryk, kropssprog, brug af redskaber og specielle kultur.
Orangutanger i det fri er hårdt pressede
Fra at have været spredt ud over store dele af Sumatra og Borneo, lever orangutangerne i dag kun i relativt små regnskovsområder omgivet af civilisation.
Og fremtiden for de få levesteder de har tilbage er usikker.
Der lever i dag ca. 10.000 orangutanger på Sumatra og omkring 70-100.000 på Borneo.
Det lyder måske ikke af så lidt, men det skal sammenlignes med, at der for mindre end 50 år siden var tre gange så mange.
Og man regner med at der i 2025 ikke vil være mere end halvdelen af de nulevende orangutanger tilbage.
Både Sumatras og Borneos orangutanger er erklæret kritisk truet af IUCN og er altså rødlistet. Det er sidste skridt inden de bliver erklæret uddøde.
Der er mange trusler:
- Mangel på levesteder. Deres levesteder skrumper dag for dag, fordi junglerne bliver fældet eller brændt for at gøre plads til landbrug. Især til palmeolie. Tømmerhugst, infrastruktur og minedrift er også problemer.
- Jagt. Når mennesker og jungler rykker tættere på hinanden sker der desværre nogle gange det, at orangutangerne bliver jaget. Enten for at man kan spise deres kød eller fordi de lokale føler sig truet.
- Handel. Selvom det er ulovligt i både Malaysia og Indonesien bliver der stadig handlet og solgt mere end 1000 orangutanger om året. Nogen ender som private kæledyr mens andre bliver solgte til Zoos hvor de bliver udstillet som underholdning. Der også været et tilfælde af, at en orangutang-hun er blevet helt barberet og udnyttet som prostitueret. Er det ikke forfærdeligt?
En anden faktor er, at orangutanger er det pattedyr med længst tid mellem deres fødsler.
Der går typisk mellem seks og otte år mellem hunnerne fødder en lille ny, og de føder, ligesom mennesker, normalt kun en unge af gangen.
Så hvad kan vi gøre?
Vi kan sætte os i deres sted. Forstå hvad vi gør ved dem.
Palmeolie er kontroversielt… men det korte af det lange er, at de fleste produkter i supermarkedet hverken er gode for din sundhed eller for naturen.
Tag bevidste valg
Alle valg har konsekvenser. Er det virkelig værd at fælde et træ i regnskoven bare for at vi kan spise en pose billige chips?
Det mest konkrete og positive man kan gøre for at redde orangutangerne er at støtte organisationer der beskytter dem.
Ved at hjælpe en organisation som WWF eller Red Orangutangen kan du være med til at beskytte de levesteder som orangutangen stadig har tilbage.
Red Orangutangen arbejder sammen med rehabiliteringscentre på Sumatra og Borneo der blandt andet hjælper med at rehabilitere orangutanger der har været holdt i fangenskab eller er blevet forældreløse til at komme tilbage ud i naturen.
Coronakrisen og orangutangen
På grund af coronakrisen er der lige nu ekstra meget brug for hjælp.
Der er mange videnskabelige beviser for at orangutanger kan blive smittede med de samme vira og bakterier som kan give luftvejssygdomme til mennesker.
Det vil være fuldstændig fatalt for de vilde orangutanger, hvis smitten først spredes ude i regnskoven. Heldigvis er der endnu ikke dokumenteret Covid-19 i en orangutang.
På rehabiliteringscentrene tager de alle forholdsregler. Der er lukket for besøg og ingen orangutanger genudsættes i regnskoven indtil videre.
Der er brug for værnemidler og testudstyr mens priserne stiger kraftigt. Masker koster for eksempel 7 gange så meget som normalt lige nu i Indonesien, og prisen på handsker er steget med 167%.
Hvis du har overskud til at støtte med nødhjælp, kan det gøre en stor forskel for orangutangerne.